Fusionsjul 2

    Det lettere kiksede danse-intermezzo blev overstået, træet stillet i skammekrogen igen. Tigrinya-dansen indtog gulvpladsen. Det er faktisk en ringdans, så noget juleagtig var den da. Men dens følgesvend er alkohol, som snart fik stemning og lydniveau i top. Mine tre børn var nu alle forduftet, de sad inde i en dobbeltseng sammen med den yngste af deres kusiner og så film på en PC. De spurgte om jeg ville være med. Jeg krøb ned til dem. I mellemtiden fortsatte dansen, latteren og vodka-drikningen med min glade kone som centrum. Ingen havde opdaget, at vi var væk.
    Næste morgen, juledag, havde vi ikke så mange danske traditioner at byde på. Udover ris-a-l’amande! Og den stod jeg også for. Jeg satte mig ved en bordkant midt i rodet fra natten før og begyndte at skære mandler. Risengrøden, som var til overs fra aftenen før, stod klar. Der var indkøbt piskefløde og medbragt kirsebærsovs. Nu skulle jeg producere mit sidste bidrag til dansk jul i Sverige. Mens arbejdet med mandlerne skred frem, vågnede huset lidt efter lidt. Der blev drukket vand, kaffe, og så begyndte en hær af hænder at rydde til side, vaske op, og inden jeg var færdig med mit forberedende ris-a-l’amanda-arbejde var huset gjort rent og alle parate til en omgang morgenmad. Der var ris nok. Fløden blev pisket, mandler og fløde blandet i. En hurtig prøvespisning. Smagen var i top!

    Nu kom min kone for at hente vidunderretten. Hun havde fundet et fad, som hun hældte det meste af den op i. Jeg spurgte om hun havde små tallerkner eller skåle nok til alle. ’Nej, vi spiser sammen!’ Jeg kiggede på hende og en protest var klar. Hvordan ville de gøre det? Jeg vidste alt om, hvordan fællesspisning foregår i Eritrea, Sudan og andre lande i Afrika, for den sags skyld. Man sætter et stort rundt fad ind på midten af bordet. Kød, grøntsager og sovs kommer ind i centrum. Så kan alle lange til og arbejde sig indefter. Man bruger fingrene.

    Hvordan ville de spise ris-a-l’amande med fingrene? Det ville jeg se! Men min kone havde tjek på det hele, hver person var blevet forsynet med en ske og hele morgenmåltidet foregik værdigt og naturligt. Tilfredsheden med den søde spise var stor. Fadet var tomt. Den resterende del af retten blev serveret for børnene – mine og min kones søster – i små skåle med hver deres kirsebærs-klat i midten. Også de syntes godt om morgenmaden. Det slog mig, at fællesspisning af risengrød måske kunne berige den danske juletradition. Det er vel også det nisserne gør oppe på loftet!

    Udover runddans og fællesspisning har Eritrea-kulturen endnu en juleagtig skik: kaffe-ceremonien. Den foregår året rundt, især om søndagene, og i hvert fald altid, når man har gæster. Min ene datter sad stolt på en lav taburet med hele kaffeudstyret foran sig inklusive et gasblus. Der var små bøtter med røgelse og kaffebønner, og en metalbeholder med et langt håndtag, hvori de grønne bønner bliver ristet over gassen. Når de er begyndt at blive brune, og der kommer røg fra bønnerne, bliver denne røg fordelt rundt til de tilstedeværende, som hver især billiger duften. Så bliver også røgelsen tændt, vi mangler vi kun ’myrra skær’.

    De ristede bønner bliver kværnet – her med en elektrisk kværn, for vi er vel i Sverige! Derpå bliver det frisk-ristede kaffepulver puttet med i en jebena, en rundbundet eritreansk kaffekande lavet af ler. Kaffen bliver derpå brygget over gasblusset, hældt i små kopper og serveret til alle tilstedeværende i aldersrækkefølge. Jeg får først. Kaffen bliver kogt op i alt to gange til, sådan at man i løbet af en sådan kaffeceremoni får i alt tre kopper – den først meget stærk, den næste lidt mindre stærk og den sidste nogenlunde som en almindelig dansk kop kaffe.

    Mens vi sidder med kaffen, kommer der gæster, nogle eritreanske og somaliske drenge, som vil spille fodbold. Den silende regn udenfor sætter dog en stopper for det. Men vi møder Bereket på 12 år, som pludselig sidder i sofaen ved siden af min kone, som netop da er i gang med at få sit hår flettet. Den tynde og generte dreng med små krøller og store brune øjne fortæller, at han netop var ankommet til Sverige som flygtning. Han var blevet sendt afsted ud af Eritrea af sine forældre. Andre voksne tog sig af ham på turen, som gik gennem Sudan og Libyen ud til kysten. Der var de alle blevet sejlet til Lampedusa i Italien.

    Han ankommer til Sverige stadig i selskab med voksne. Men her bliver han modtaget af et beskyttende system som en ’uledsaget mindreårig’. Bereket kommer fra Haikota, en lille by i det vestlige Eritrea, og taler kun tigrinya. Snart sidder han og spiser med alle de andre børn og unge. Min datter går ud i køkkenet og henter en lille portion ris-a-l’amande til ham, som han ikke bryder sig meget om. Han er mere optaget af rap-musikken fra fjernsynet – allerede indsluset i ungdomsgruppen i huset i sofaen. Senere på aftenen og natten begynder han at fortælle om sin rejse. Alle teenagerne er stille og får ikke sovet den nat.Det blev en stort set vellykket jul i Sverige med ingredienser fra forskellige kulturer – dog ikke svensk bortset fra kirsebærsovsen. Den danske mad var et hit, den varme eritreanske kultur gav fællesskabsfølelse. Og det hele foregik helt naturligt, så vi alle følte, at vi var en del af det, og når vi ikke følte det, kunne vi bare træde ud.

    I år vil vi dog have en mere dansk jul, også med gaver (for sidste gang!) insisterer teenagerne. Vi har inviteret min ældste datter, teenagernes halvsøster, som bor i England og selv har en lille datter. Det vil i så fald også blive en børnenes fest.

    ’Hvad så med Christmas pudding? Vi ser på hinanden, ikke just favoritten på familiens liste over juledesserter, der ubetinget toppes af ris-a-l’amande.

’Så må vi tage den med!’ bliver vi enige om.