Kødets triumf

Jeg har i mange år med jævne mellemrum besøgt en lille indisk vegetarrestaurant, som ligger på kanten af Khoja-busholdepladsen ved starten af River Road i Nairobi. Det er et sted, hvor man altid skal se sig for, før man passerer gaden. Det er et kvarter med tiggere og lommetyve, dieselos fra de mange nedslidte forstadsbusser blandet med friturestank fra talrige fast food joints, en lugt som passagerne tag med sig ind i de overfyldte busser og blander med deres egen menneskesved.

Og her midt i dette inferno, er der en lille oase. Den er mit mål – og eneste årsag til, at jeg er her. Det er en toetagers restaurant med indiske specialiteter – aldrig overfyldt. Tjenere og kokke er de eneste af sorte kenyanere i restauranten. Alle gæster er af asiatisk oprindelse eller – som jeg – europæere, turister eller fastboende.

Indehaveren, som sidder centralt ved disken foran et gigantisk kasseapparat, er selv kæmpestor, bulende ud over stolens sæde, men med ferme fingre, som bearbejder en regnemaskine. Kasseapparatet er placeret midtfor på disken, hvor der til den ene side er en glasmontre med udsøgte indiske sweets (mithai) placeret på bakker, mens der på den anden side rækkes take away poser over disken til ventende kunder. Når man venter, er det kotume, at man sætter sig ved et bord og nyder en lille tallerken med udsøgte 'mithai' eller ’bhajia’. Kassemesterens fingre finder let frem til det bedste fra montren. Man kan forestille sig, at hans kæmpemæssige korpus netop er fremkommet ved hans centrale placering i forhold til alle delikatesserne.

Jeg har ofte siddet der med en kop te og prøvesmagt 'coconut' eller 'chocolate barfi', og endda nogle sølvbelagte 'mithai', mens jeg venter på en pose med mit eget udvalg. Det hele bliver lavet inde bagved og der bliver hele tiden båret friske forsyninger frem til disken og montren. Man kan sidde og følge med i processen, som jeg efterhånden er kommet til at kende lige fra grundmassen af indkogt mælk til de færdige produkter.

Men fornylig, da jeg igen var i Nairobi og styrede hen mod det lille madtempel, havde jeg svært ved at finde det. Trafikken og menneskemyldret havde taget til. Jeg blev skubbet og dyttet af, men ikke forulempet. I en sidegade var en laset fyr – fuld eller skæv af stoffer – involveret i et slagsmål og samlede et mindre opløb.

Jeg kom frem til bygningen, som nu havde et nyt skilt ’Super Roast’, og oppe på førstesalen hang endnu et skilt ’Super Roast Entertainment’. Jeg gik nærmere og kunne se gennem vinduerne, at restauranten var propfyldt. Og kunderne var udelukkende afrikanere. Der stod en servitrice foran den samme glasmontre, som tidligere havde været fyldt med søde specialiteter. Det var den, jeg havde haft for midt indre blik på hele vejen herhen. Nu bugende montren med store klumper af kød på alle hylder. Lugten var her den samme stegeluft, som kom fra alle kvarterets spisesteder.

’Har der ikke været en indisk restaurant her før?’ spurgte jeg servitricen.

’Jo,’ svarede hun, ’men det er der ikke mere’.

Det var der jo ikke så noget at diskutere om. Jeg er faktisk ikke vegetar og spiser gerne kød. Eritreansk  ’zil zil’ bestående af møre kødstrimler ristet over trækul og serveret i en lille ler-ovn, er min yndlingsret. Jeg kiggede kort ind i restauranten. Inddelingen var den samme, men dens indhold var totalt ændret. Kødæderne havde vundet kampen med planteæderne, og sejrens trofæ var indtagelsen af denne sidste bastion, som ellers havde holdt stand længe. Og det er jo også i Kenya, den ligger – landet, hvis mest kendte restaurant hedder ’Carnivore’ og hvor indbegrebet af at have det godt er at spise kød ristet over trækul, mens man drikker kolde øl til. Som for ligesom at fremhæve kødets triumf var det bloddryppende kød udstillet i glasmontren ved indgangsdøren.

Jeg gik bort lettere nedtrykt. Uden nogen lyst til at analysere, hvad der lå bag denne forandring – og heller ikke skuffet over at have misset et vegetarmåltid, for jeg kender et sted i Nairobi, hvor jeg kan få min ’zil zil’. Jeg var egentlig blot vedmodig ved tanken om at blive ældre, og at opdage, at verden ikke står stille for min skyld. Den overvægtige indehaver, kom tilbage i minde tanker. Han havde nok ikke selv oplevet det ydmygende nederlag, og må længst have forladt sit legeme efterladende en anselig askedynge, som måske – på en eller anden måde – havde blandet sig med skyer af ’nyama choma’-røg over Nairobi.

Heldigvis er der andre vegetariske alternativer, også i Nairobi, fx en eritreansk vegetar-menu i Smart Village i Kliminai, hvor man også kan få ’zil zil’!