Book Cafe er lukket

Så skete det. Den sidste bastion fra Afrikas ungdomsoprør, det sidste frirum for kreativitet og debat i Zimbabwe er faldet. I juni 2015 lukkede Book Cafe i Harare.

Jeg er lige landet i Harare og er blevet indlogeret i en lejlighed i Avenuerne. Denne gang bliver mit besøg af lidt længere varighed end tidligere, hvor jeg normalt boede på hotel. Lejligheden har ikke Internet, så jeg vandrer lidt rundt i nabolaget for at finde en cafe eller lignende med wi-fi. Bronte Hotel, som næsten er min nabo, giver kun Internet-adgang til hotellets beboere. En Internetcafe på næste gadehjørne har ’problemer med forbindelsen’. Book Cafe!, tænker jeg så, og styrer ned mod Samora Machel Avenue.

Book Cafe har foruden en bogbutik en restauranten med en scene, og den har et område med lænestole, hvor man kan sidde med sin computer. Det ville være et fint sted at sidde sidste på eftermiddagen eller først på aftenen og SKYPE med familien i Danmark.

Stor er min overraskelse: jeg kan ikke finde Book Cafe. Forvirret tænker jeg, at jeg er gået forkert. Jeg står ved indgangen til en smart natklub her med navnet VOLT. Men nu kan jeg genkende muren, taget og hjørnet. Stedet er rigtigt. En velklædt ung mand står foran natklubben, hvorfra man kan høre musik, selv om det kun er ved 18-tiden. Der er tre lyn gennem O’et. VOLT er en natklub, som er åben fra midnat ’til sent’ alle ugens dage ifølge skiltningen.  

”Hvad er der sket med Book Cafe ?” spørger jeg

”Lukket !”

”Er den sådan lukket helt og for evigt, eller er den flyttet”, spørger jeg.

”Lukket! Nøglen drejet rundt !” svarer han med et høfligt smil.

Book Cafe havde sin storhedstid i 1990’erne, da Zimbabwe var et kulturcentrum og den årlige bogfestival – Afrikas største - stadig eksisterede. I 1981 oprettedes Grassroots Books, af nogle kultur-interesserede krigsveteraner. Paul Brickhill, en af de eneste hvide frihedskæmpere i Zimbabwes befrielseskrig, var hovedmanden.  Grassroots Books var dengang et imponerende, vibrerende sted, sådan som jeg husker det fra et besøg i 1983.

I 1997 blev Grassroots Books til Book Cafe. Jeg besøgte den med store forventninger i 2011 på første sal i Five Avenue shopping centre. Der er entre ved indgangen. Man kan drikke kaffe, øl, vin og spise kylling - ikke det store udbud. Men det er ikke for madens skyld, man kommer. Og heller ikke for bøgernes, for selve bogbutikken lukkede i 2008. Der er måske oplæsningen af digte, men det er musikken, som er i centrum. Og Book Cafe giver nye navne en chance. Her kan de vise, hvad de kan, improvisere og jamme.

Publikummet den torsdag aften jeg sidder der, er folk, som er kommet lige fra arbejde. Musikken starter allerede ved 18.30-tiden. Lidt afdæmpet i begyndelsen, et digt læses op med et rytmeinstrument i baggrunden. En mbira-spiller kommer til og bliver fulgt op af en sanger. Gruppen vokser fra to til tre, så fire. Der er snart hele tre mbira-spillere. Mbira’en er et afrikansk håndklaver, tangenterne er fladtbankede søm i forskellige størrelser. Man kan bruge en calabash som forstærker - eller - som i Book Cafe – yderligere med elektrisk forstærkning. 

Mbira-spillere i Book Cafe

 Musikken tager til. Der bliver danset af de skiftende forsangere, næsten alle med lange dreadlocks. En tilhører i jakkesæt, kommet lige fra kontoret, kan ikke holde sig i ro - rejser sig op og danser solo på den snævre plads mellem den lille scene og cafe-bordene. Ved 20-tiden har gruppen nået toppen. Der er nu fem mbira-spillere, en rytmist, to trommespillere og to forsangere, hvoraf den ene danser vildt. Så er det forbi. Publikum klapper, drikker kaffen eller øllen færdig. Book Cafe i Harare har overlevet de kritiske 00’ere og lever stadig!

Indtil i 2012, da den måtte lukke, fordi ejeren af bygningen ville bruge den til noget andet. Men den genopstod dog med vitalitet 500 meter væk langs Samora Machel Avenue. Nu med både indendørs og udendørs scene og restaurant. Også boghandelen er genopstået med bøger om Afrika, især Zimbabwe og det sydlige Afrika. Tako er boghandlerbestyrer. Han er digter og ’publisher’ og kender alle bøgerne i butikken, selv om nogle er ældre end ham selv – omhandlende befrielseskampen. Han ville have passet fint ind i den gamle bogcafe på Kultorvet i København i 1970’erne. Men dette er det sydlige Afrika, hvor 1970’erne ikke er glemt. Tako lever dog også i nutiden med en smartphone klistret til håndfladen og udveksling af e-mailadresser med europæiske osere i hans butik som jeg selv.

”Hvor kommer du fra ?” spørger han mig.

”Danmark”

”Hvordan går det i Danmark? Det er et dejligt land. Jeg vil gerne til Danmark! Er du på Facebook?”

På scenen derinde i restauranten – eller ude i haven - kommer unge digtere og læser op – eller ’performer’ som ’spoken word artists’. Deres slam-poesi er utrolig populær, har tydelige rødder til afrikansk historiefortælling. Digtere og forfattere kan få deres værker udgivet. Der er flere nye forlag, som tager sig af dem, ligesom der er et hav af musikproducenter, som udgiver DVD’er med grupper, der stort set alle laver deres egen musik. Book Cafe bruges også til debat-arrangementer, film screening og konferencer ofte omkring emnet køn og kvinders rettigheder. Det er et sted med nul-tolerance over for sex-chikane. I weekenden i dagtimerne er Book Cafe somme tider lavet om til et marked for kunsthåndværk.

Holiday Inn, hvor jeg ofte bor, når jeg er i Harare, ligger lige ved siden af Book Cafe. Her spiser jeg jævnligt min aftensmad. Det er i tidsrummet 18 – 20, hvor der nu er forskellige småarrangementer, mens der fra klokken 20 er koncert med 5 Dollars i entre.

Jeg er dumpet ind til et sådant arrangement - en launch af en ny sangers CD, Laura Dee – et ungt sangtalent, som bor og studerer i England. Normalt er bordene i Book Cafe dækket af batikduge med ’etnisk’ mønster. I dag er der silkeduge og fine blomsteranretningerne på bordene. Og stolene er pyntet med tyld og silkesløjfer. Der er inviterede gæster, et parlamentsmedlem, formanden for Zimbabawe Arts Council, samt andre kendte mennesker fra musikverdenen – og en kendis, som har været med i ’Big Brother Africa’.

Der bliver ikke sparet på superlativer og hype fra arrangementets energiske ’master of ceremoni’, en kendt radiovært, som viser sig også at være sangerindens onkel. Laura Dees egen familie er der også i deres pæneste jakkesæt og kjoler. Hun synger til et orkester sammensat ’af de bedste musikere i Zimbabwe’ forklarer onklen. Der er autografskrivning bagefter.

Da klokken nærmere sig 20 og Laura Dees præsentation er overstået, bliver silkedugene, sløjferne og de blomsterdekorationerne samlet ind og erstattet af de ’normale’ batikduge. Jakkesættene forsvinder, og de store afro’er og lange dreadlocks overtager siddepladserne sammen med unge europæere, der føler sig indfanget af stedets atmosfære. Laura Dee har gjort det rigtige ved at starte sin karriere i Book Cafe. Jeg tror ikke, der er en eneste zimbabweansk kunstner – musiker, sanger, digter – som ikke har optrådt i Book Cafe. Nogle er blevet store stjerner, andre – nok de fleste – forsvinder i glemslen, men de har haft chancen, prøvet at realisere deres drøm.

Og nu er så det hele væk.

At skrive en nekrolog over Book Cafe er måske for tidligt. Lukningen i 2015 er imidlertid ikke som den i 2012, hvor etablissementet lukkede midlertidigt, men dukkede op igen et par måneder senere i et nyt vitalt format. Nu ser det mindre lovende ud med hensyn til en genåbning end dengang. Årsagen er finansielle problemer. Selv om ejeren, Thomas Luthuli Brickhill, siger i et avisinterview, at han vil ‘tage et skridt tilbage og lave en ny strategi… Book Cafe er et stærkt og respekteret brand ... det er for tidligt at spekulere over, om vi kan genåbne … men det er ikke enden på historien’. I mellemtiden bliver der lavet enkelt-arrangementer forskellige steder i Harare – såkaldte ’pop up events’, som bliver annonceret på Book Cafes Facebook side, som stadig eksisterer. Thomas er søn af Paul Brickhill, som døde af kræft i 2014. Det har nok ikke været let at følge i faderens fodspor.

Grassroots Books og Book Cafe opstod i en periode, hvor Zimbabwe var fuldt af håb, og hvor visioner blev realiseret. Men de seneste femten år har slidt hårdt på visionerne og zimbabweanernes selvforståelse om, at de og deres land er noget helt specielt. Det er et mindre mirakel at Book Cafe overlevede perioden med politisk og økonomisk kollaps, hvor Zimbabwe blev betegnet som en ’fejlet stat’.

Ungdommen i Zimbabwe har ikke den glorværdige fortid at se tilbage på, som deres forældre. For dem er livet hårdt. Økonomien skranter stadig, og der er kæmpestor arbejdsløshed. Politisk er situationen uændret. Book Cafe klarede ikke generationsskiftet. Den unge generation i Zimbabwe og for den sags skyld i hele Afrika er mere rodløs og mindre ideologisk funderet en deres forældre. Avenuerne i Harare er kendt som byens red light distrikt og et broget natteliv. Det nye Book Cafe holdt stand i nogen tid, men har ikke kunnet klare sig i konkurrencen om det unge publikum, som ikke kommer i særlig stort tal til et mindearrangement for Martin Luther King, selv om der er fri entre, men gerne betaler entre for natteliv med høj musik, også når det  ikke er med et levende band, der selv har skrevet deres musik. 
Chimurenga-generationen tabte, natklubberne vandt - indtil videre!