Fusionsjul 1

   
     Sidste år besluttede vi os for en anderledes jul. Børnene var alle teenagere, den yngste lige konfirmeret. De var parate til en gaveløs jul, sagde de. Vi havde ellers altid søgt at holde dansk jul med alle traditionerne lige meget, hvor vi boede.
     For vi havde holdt jul i mange forskellige afrikanske lande, hvor jeg var udstationeret. Nogle gange var det med en grøn busk eller et kokospalmeblad som juletræ. Men maden, risengrøden med en mandel i, flæskestegen, Peters Jul, dansen omkring juletræet med de danske og engelske julesange og gaverne under træet - eller grenen – havde vi holdt fast ved. Det var sådan vores jul skulle være.
    I tidens løb var der kommet forskellige små ting til, fx julepynten, søde minikurve flettet af græs, engle lavet af bananbark. Lysene havde været elektriske i alle de år, vi havde boet i udlandet. Men da vi for fem år siden flyttede til Danmark skulle den første jul, vi holdt, være med et rigtigt juletræ, som vi selv fældede, og rigtige stearinlys.

    Men sidste år besluttede vi, at julen skulle være anderledes, ikke mere noget gavestress. Dog ville vi holde fast i maden. Og det krævede lidt planlægning, for vi ville holde julen i Sverige hos min kones søster. Min kone er fra Eritrea, og vores tre børn er født der. Søsteren og hendes familie havde fået asyl i Sverige som flygtninge fra Eritrea. De boede i en lejlighed i Uddevalla med huslejen betalt af en indvandrervenlig kommune, mens gik i skole, og moren og faren til sprogundervisning.

     Vi vidste godt, at pladsen ville blive lidt trang, men det kendte vi fra vores mange år i Afrika. Det skulle nok gå. Gaverne var ikke noget problem for eritreanere giver og får normalt ikke julegaver. Ja, julen i Eritrea bliver slet ikke holdt i december, men første uge i januar, fordi de bruger en anden kalender. Nu ville vi altså komme med nogle af vore danske juletraditioner og blande dem med Eritreas. Det ville blive en fusionsjul.

    Vi ankom med toget og tunge kufferter fyldt med julebryg, snaps, flæskestege og andre danske specialiteter såsom rødkål. Jeg skulle stå for madlavningen. Der ville ud over søsterens familie også komme nogle venner som både var interesseredt i at møde os og opleve ’dansk jul’.

    Da jeg på mit arbejde havde fortalt, at vi skulle holde jul i Sverige i år, blev jeg mødt af anerkendende kommentarer, som sikkert byggede på en forestilling om skiføre og varm gløgg, og måske en rødmalet ødegård ved en isdækket sø omgivet af høje graner med grenene dekoreret af tung sne. Jeg nænnede ikke at fortælle, at det var en forstadslejlighed på den regnvåde vestkyst, som var rammen om vores svenske jul.

    Vi blev modtaget ved toget. Familien var på mindre end et år blevet forbavsende hurtigt integreret. Børnene snakkede rimelig godt svensk. Min svigerinde var allerede bedre til svensk end engelsk. De danske juleøl blev hurtigt prøvet af og fik anerkendende kommentarer. En god start på julen i Sverige.

    Hele juleaftens dag stod jeg i køkkenet, som jeg var vant til. Risengrøden blev halvfærdig pakket ind i tæpper og lagt i sengen til den svenske families forundring. Jeg forklarede, at det faktisk var en udbredt måde at tilberede ris på uden brug af for meget brænde. Det havde jeg oplevet i Malawi. Det var måske også derfor, man i gamle dage gjorde det i Danmark. Mine børn elskede denne skik og kunne finde på at lægge sig i sengen sammen med grøden.

     Alt det nødvendige var blevet købt ind i Danmark, så det var lige ud af landevejen, indtil jeg opdagede, at vi havde glemt kulør til sovsen. Kan man spise flæskesteg med hvid sovs? Det var eftermiddag juleaften, så vi måtte ned i en arabisk ejet nærbiks, som stadig havde åbent. Det nærmeste vi kom kulør, var en lille flaske soyasovs. Men den ville ikke give nok farve til at sovsen ville blive tilstrækkelig brun. Så, tilbage i køkkenet måtte jeg i gang med at kandisere noget sukker. Med en sjat af soyasovsen gav det en perfekt kulsort kulørfarve, som smagt forfærdeligt. Men farven var så koncentreret, at vi nøjedes med et par dråber. Vi havde brun sovs!

     Mandelen blev puttet i risengrøden. Alle var sultne, så den forsvandt hurtigt. Min datter på atten, som aldrig havde fået mandlen før, fik den og jublede. Det var rigtig dansk jul. Jeg var meget tilfreds med mig selv som kulturbærer i denne gruppe af glade, lysebrune familiemedlemmer og venner oppe i Bohuslen i Sverige. Efter maden blev der stillet flasker på bordet og spillet musik. Der blev danset – først til Beyonce, Rihana og hip hop, så gik det over til eritreansk tigrinya-musik. Stemningen steg.

     ’Juletræet!’ lød det så pludseligt. ’Vi skal danse om juletræet!’ Det var min svigerindes 14-årige datter, som mindede os om denne fælles dansk-svenske skik. Og der var et juletræ i henne i et hjørne, et pjusket, grønt plastictræ, hvor grene ikke engang var blevet rettet ud. Pynt var der næsten ikke noget af, ingen stjerne i den skæve top. Næppe en skandinavisk juleaften værdig. Det blev hevet ud på gulvet, ledningerne sluttet til, så lysene på træet kunne tændes.

      Nu var et af mine børn forduftet. Det ville hun ikke være med til. Min kone viste, hvordan man skulle holde hinanden i hånden. Hun kiggede på mig: Syng! Heldigvis var min anden datter der stadig. Hun er en god sanger og gik i gang med ’Jingle Bells’ og den slags, som alle kendte. Men der skulle jo også synges dansk. Og det gik nogenlunde, så længe både hun og jeg kunne teksten. Men vi løb hurtigt tør. ’NU det jul igen!’ råbte min kone – den eneste af de danske sange, hun kunne. Den medfølgende dans i gang, løb og sprint rundt om træet var imidlertid umulig at gennemføre. Vi var alt for mange i den lille stue, og flertallet af deltagerne kendte overhovedet ikke dansereglerne.