Et Juleeventyr

Det fyger med sne. Alt minder om december, men det er kun slutningen af november. Snestormen har taget Danmark på sengen. Biler, som ikke endnu har fået vinterdæk på, glider af vejen. Al udkørsel frarådes i Nordsjælland. Men jeg skal ud. Eller rettere, det er Zabiba, min kone, som skal afsted til ortodoks barnedåb en lørdag morgen. Jeg skal køre hende. Barnedåben foregår i Mariakirken på Vesterbro, og den starter klokken 5 – ikke om eftermiddagen, OM MORGENEN!  Zabiba er normalt ikke morgenfrisk, slet ikke på en fridag. Men hun insisterer, skal af sted og står op endnu tidligere end jeg, for at gøre sig klar. Hun skal have hele det store eritreanske skrud på – en lang zuria af hvidt bomuld og med flotte broderier. Hun har allerede dagen før, fået håret sat. Hun tager alle sine skinnende smykker på – som ikke alle af ægte guld. Men hun ser fantastisk ud. Hun har købt en dåbsgave og er i højt humør.

Zabia i sit festtøj

Vi kommer ind i bilen, lytter til trafikradioen. Udkørsel frarådes stadigvæk også på Hillerødmotorvejen, som vi skal ud på. Vi snegler os afsted. Vejen er kun delvis ryddet. Der er forladte biler i rabatten og knækkede træer. Selv skoven er mødt vinteruvejret uforberedt. Det første stykke vej fra Farum til Bagsværd er der ingen gadebelysning, og vi kører meget langsomt. Længere inde mod København er vejen bedre ryddet. Og der, hvor motorvejen slutter ved Utterslev Mose, er trafikken sikker, men der meget få biler ude. Vi er jo også virkelig tidligt på færde. Zabiba gik med til, at vi kunne vente med at ankomme til klokken seks, for barnedåben startede nok ikke til tiden. Vi er der præcis klokken seks.

Istedgade er næsten mennesketom og mørk. Der står et par afrikanske prostituerede på hjørnet i vintertøj. Det må også have været et chok for dem. Der er ingen narkomaner ved Mariakirken, helt mennesketomt. Kan det virkelig være her, der skal være ortodoks barnedåb? Zabiba er helt sikker. Der er bestilt præst fra Sverige. Kirken er blevet lejet til formålet. Det er en sjælden begivenhed, hvor eritreanere kan mødes omkring et af deres egne religiøse ritualer. Der skal foregå mere end en barnedåb.

Jeg parkerer lige foran kirken ved et parkering forbudt skilt. Zabiba har ikke ordentligt vintertøj på. Selv skoene er smarte og passer til dragten. Jeg følger hende hen til døren. Det er en stor kirkedør med to dørfløje. Det slår mig, at den ligner nr. 24 på julekalenderen, som altid er lidt større en de andre låger. Vi tager i håndtaget og åbner døren - og bliver ramt i hovedet af lys og billedet af et rum fyldt med mennesker – alle klædt i deres hvide bomuldstøj. En præst med ortodoks hovedbeklædning kan jeg også se. Her lugter af røgelse og er varmt. Der er en summen af stemmer, dåbsceremonien er ikke begyndt endnu. Zabiba havde ret. Han siger hurtigt farvel og bliver suget ind i menneskehavet. Nu står jeg pludselig – midt i København – foran et lille stykke Eritrea, meget lig de bryllupper, jeg kender fra den tid, vi boede i Eritrea. Men her, midt i København, ja midt på Istedgade med frysende prostituerede udenfor. Det er mærkeligt. 

Et ortodoks bryllup i Eritrea

Jeg er trådt ind i et fortryllende land, Narnia, har lyst til at blive. Lidt misundelig over ikke at være med i denne kultur. Sikke en start på livet disse eritransk-danske babier får! De bliver dyppet helt ned i vandet. Det ved jeg, fra da mine egne børn blev døbt, dog ved en mindre højtidelighed end denne. Men jeg føler mig ikke påklædt til lejligheden i min sorte, forede vindjakke, mine jeans og tyksålede, mørkebrune sko. Jeg får et hurtigt glimt af Zabibas glade ansigt. Hun har allerede glemt alt om mig. Er et med sine egne.

Jeg går tilbage og lukker døren til forjættelsen og er igen ude i kulden og morgenmørket. Bilen har ikke tiltrukket en parkeringsbøde. Det er det lovløse, sovende København, jeg kommer ud til. De prostituerede er borte. Kun en enkel nattevandrer tumler hen ad fortovet. Jeg hare lyst til en kop kaffe og håber, der er et sted åbent inde på Hovedbanen. Jeg går ind fra Istedgadesiden – op af trappen. Og her er det Narnia igen – men nu en helt anderledes verden, som jeg træder ind i – Charles Dickens’ London! Der er fyldt med mennesker, forhutlede, forfrosne. De fleste liggende på gulvet, nogle i soveposer, andre blot på et underlag og med en jakke over sig. Der er næsten helt stille. Nogle sidder på bænkene og sover med hovedet lænet bagover eller til den ene side. Det er Københavns hjemløse og måske ny-ankomne flygtninge, som også er blevet fanget uforberedte på snestormen. De fleste ser ud til at være udlændinge, de fleste er mænd.

En seven-elleven er åben. Jeg køber en kop kaffe og en croissant og leder efter et sted at sidde. På en bænk langs muren sidder en mænd med skægstubbe trykket helt op i den ene side og stirrer tavs frem for sig. Jeg sætter mig ved siden af ham. På bænken ved siden af sidder to unge piger i ivrig snak med en ung mand. De har dåser med energidrik eller noget andet i hænderne og har ’i- byen’ tøj på. De er endt på Hovedbanen efter en tur i nattelivet. De er ikke fulde, men snakker meget. Begge pigerne er mørke med lange sorte parykker, som kvinder i Vest- og Østafrika ofte bruger. Men de snakker dansk - uforfalsket københavnsk. Den unge mand er næsten kronraget, har et lille fipskæg. Han læner sig ind over den ene pige, mens han deltager i snakken.

Jeg kan høre, at de kender hinanden og skal med samme tog ud til Vestegnen. Den ene af pigerne, som sidder nærmest mig, vender sig mod mig og den forpjuskede mand med skægstubbene. Hun kigger på ham.

’Hvor kommer du fra?’

Han løfter hovedet lidt, men svarer ikke.

Where do you come from?’ gentager hun, og det får ham til at svare.

’Romania’.

’Oh’, siger pigen, ‘that is a beautiful country!’

Manden nikker og giver antydningen af et smil, før han lukker sig inde igen.

Pigen henvender sig nu til mig.

’Jeg hedder Jamila. Hvad hedder du?’

Jeg siger mit navn, og hun får dermed konstateret, at jeg er dansker.

’Hvor kommer du fra?’ spørger jeg.

’Jeg kommer oprindelig fra Marokko’, svarer hun.

Det undrer mig lidt, ikke navnet, men det at hun er så mørk i huden. Jeg har åbenbart ikke min paratviden om Marokkos befolkning parat, for det er ikke ualmindeligt, at marokkanere er meget mørke, fortæller min datter mig bagefter.

Jamila siger, at de venter på toget. Og så begynder hun at forklare mig, at man ikke skal tro, at alle udlændinge i Danmark er terrorister. Jeg nikker. Hun fortsætter med at belyse emnet, som hun selv har taget op, og jeg får et mindre foredrag, som er baseret på en enkel logik, om at menneskeheden er god nok med plads til alle. Veninden og den unge mand ser lidt hen mod Jamila, som ikke synes at ville stoppe. Hun får et lille puf.

’Ups, vi skal afsted!’

Hun rejser sig. Jeg når at sige til hende, inden hun begynder at gå af sted sammen med sine to venner:

’Jeg har en datter som dig!’ Hun løber lidt for at følges med sine venner.

’Hils hende!’ siger hun og vinker.

OK, jeg havde jo rent faktisk to døtre, ikke kun en - og i samme alder som Jamila. De er helt og halvt afrikanske, brune i huden og også med langt hår. Jeg fortæller dem historien, samme aften. De forklarer, at de også ofte har siddet på Hovedbanegården efter en tur i byen. De kender måske endda pigerne, hvis de havde set dem.

På vejen tilbage mod Farum ved 8-tiden er vejen blevet bedre at køre på. Det er stadig mørkt. Jeg har  været ude på en eventyrlig rejse i to timer. En livsbekræftende fantasy trip midt om vinteren 2015 i kolde, ’mono-kulturelle’ Danmark. Og jeg set døre, der kan åbnes udad og lukker verden ind.