Et Juleeventyr

Det fyger med sne. Alt minder om december, men det er kun slutningen af november. Snestormen har taget Danmark på sengen. Biler, som ikke endnu har fået vinterdæk på, glider af vejen. Al udkørsel frarådes i Nordsjælland. Men jeg skal ud. Eller rettere, det er Zabiba, min kone, som skal afsted til ortodoks barnedåb en lørdag morgen. Jeg skal køre hende. Barnedåben foregår i Mariakirken på Vesterbro, og den starter klokken 5 – ikke om eftermiddagen, OM MORGENEN!  Zabiba er normalt ikke morgenfrisk, slet ikke på en fridag. Men hun insisterer, skal af sted og står op endnu tidligere end jeg, for at gøre sig klar. Hun skal have hele det store eritreanske skrud på – en lang zuria af hvidt bomuld og med flotte broderier. Hun har allerede dagen før, fået håret sat. Hun tager alle sine skinnende smykker på – som ikke alle af ægte guld. Men hun ser fantastisk ud. Hun har købt en dåbsgave og er i højt humør.

Zabia i sit festtøj

Vi kommer ind i bilen, lytter til trafikradioen. Udkørsel frarådes stadigvæk også på Hillerødmotorvejen, som vi skal ud på. Vi snegler os afsted. Vejen er kun delvis ryddet. Der er forladte biler i rabatten og knækkede træer. Selv skoven er mødt vinteruvejret uforberedt. Det første stykke vej fra Farum til Bagsværd er der ingen gadebelysning, og vi kører meget langsomt. Længere inde mod København er vejen bedre ryddet. Og der, hvor motorvejen slutter ved Utterslev Mose, er trafikken sikker, men der meget få biler ude. Vi er jo også virkelig tidligt på færde. Zabiba gik med til, at vi kunne vente med at ankomme til klokken seks, for barnedåben startede nok ikke til tiden. Vi er der præcis klokken seks.

Istedgade er næsten mennesketom og mørk. Der står et par afrikanske prostituerede på hjørnet i vintertøj. Det må også have været et chok for dem. Der er ingen narkomaner ved Mariakirken, helt mennesketomt. Kan det virkelig være her, der skal være ortodoks barnedåb? Zabiba er helt sikker. Der er bestilt præst fra Sverige. Kirken er blevet lejet til formålet. Det er en sjælden begivenhed, hvor eritreanere kan mødes omkring et af deres egne religiøse ritualer. Der skal foregå mere end en barnedåb.

Jeg parkerer lige foran kirken ved et parkering forbudt skilt. Zabiba har ikke ordentligt vintertøj på. Selv skoene er smarte og passer til dragten. Jeg følger hende hen til døren. Det er en stor kirkedør med to dørfløje. Det slår mig, at den ligner nr. 24 på julekalenderen, som altid er lidt større en de andre låger. Vi tager i håndtaget og åbner døren - og bliver ramt i hovedet af lys og billedet af et rum fyldt med mennesker – alle klædt i deres hvide bomuldstøj. En præst med ortodoks hovedbeklædning kan jeg også se. Her lugter af røgelse og er varmt. Der er en summen af stemmer, dåbsceremonien er ikke begyndt endnu. Zabiba havde ret. Han siger hurtigt farvel og bliver suget ind i menneskehavet. Nu står jeg pludselig – midt i København – foran et lille stykke Eritrea, meget lig de bryllupper, jeg kender fra den tid, vi boede i Eritrea. Men her, midt i København, ja midt på Istedgade med frysende prostituerede udenfor. Det er mærkeligt. 

Et ortodoks bryllup i Eritrea

Jeg er trådt ind i et fortryllende land, Narnia, har lyst til at blive. Lidt misundelig over ikke at være med i denne kultur. Sikke en start på livet disse eritransk-danske babier får! De bliver dyppet helt ned i vandet. Det ved jeg, fra da mine egne børn blev døbt, dog ved en mindre højtidelighed end denne. Men jeg føler mig ikke påklædt til lejligheden i min sorte, forede vindjakke, mine jeans og tyksålede, mørkebrune sko. Jeg får et hurtigt glimt af Zabibas glade ansigt. Hun har allerede glemt alt om mig. Er et med sine egne.

Jeg går tilbage og lukker døren til forjættelsen og er igen ude i kulden og morgenmørket. Bilen har ikke tiltrukket en parkeringsbøde. Det er det lovløse, sovende København, jeg kommer ud til. De prostituerede er borte. Kun en enkel nattevandrer tumler hen ad fortovet. Jeg hare lyst til en kop kaffe og håber, der er et sted åbent inde på Hovedbanen. Jeg går ind fra Istedgadesiden – op af trappen. Og her er det Narnia igen – men nu en helt anderledes verden, som jeg træder ind i – Charles Dickens’ London! Der er fyldt med mennesker, forhutlede, forfrosne. De fleste liggende på gulvet, nogle i soveposer, andre blot på et underlag og med en jakke over sig. Der er næsten helt stille. Nogle sidder på bænkene og sover med hovedet lænet bagover eller til den ene side. Det er Københavns hjemløse og måske ny-ankomne flygtninge, som også er blevet fanget uforberedte på snestormen. De fleste ser ud til at være udlændinge, de fleste er mænd.

En seven-elleven er åben. Jeg køber en kop kaffe og en croissant og leder efter et sted at sidde. På en bænk langs muren sidder en mænd med skægstubbe trykket helt op i den ene side og stirrer tavs frem for sig. Jeg sætter mig ved siden af ham. På bænken ved siden af sidder to unge piger i ivrig snak med en ung mand. De har dåser med energidrik eller noget andet i hænderne og har ’i- byen’ tøj på. De er endt på Hovedbanen efter en tur i nattelivet. De er ikke fulde, men snakker meget. Begge pigerne er mørke med lange sorte parykker, som kvinder i Vest- og Østafrika ofte bruger. Men de snakker dansk - uforfalsket københavnsk. Den unge mand er næsten kronraget, har et lille fipskæg. Han læner sig ind over den ene pige, mens han deltager i snakken.

Jeg kan høre, at de kender hinanden og skal med samme tog ud til Vestegnen. Den ene af pigerne, som sidder nærmest mig, vender sig mod mig og den forpjuskede mand med skægstubbene. Hun kigger på ham.

’Hvor kommer du fra?’

Han løfter hovedet lidt, men svarer ikke.

Where do you come from?’ gentager hun, og det får ham til at svare.

’Romania’.

’Oh’, siger pigen, ‘that is a beautiful country!’

Manden nikker og giver antydningen af et smil, før han lukker sig inde igen.

Pigen henvender sig nu til mig.

’Jeg hedder Jamila. Hvad hedder du?’

Jeg siger mit navn, og hun får dermed konstateret, at jeg er dansker.

’Hvor kommer du fra?’ spørger jeg.

’Jeg kommer oprindelig fra Marokko’, svarer hun.

Det undrer mig lidt, ikke navnet, men det at hun er så mørk i huden. Jeg har åbenbart ikke min paratviden om Marokkos befolkning parat, for det er ikke ualmindeligt, at marokkanere er meget mørke, fortæller min datter mig bagefter.

Jamila siger, at de venter på toget. Og så begynder hun at forklare mig, at man ikke skal tro, at alle udlændinge i Danmark er terrorister. Jeg nikker. Hun fortsætter med at belyse emnet, som hun selv har taget op, og jeg får et mindre foredrag, som er baseret på en enkel logik, om at menneskeheden er god nok med plads til alle. Veninden og den unge mand ser lidt hen mod Jamila, som ikke synes at ville stoppe. Hun får et lille puf.

’Ups, vi skal afsted!’

Hun rejser sig. Jeg når at sige til hende, inden hun begynder at gå af sted sammen med sine to venner:

’Jeg har en datter som dig!’ Hun løber lidt for at følges med sine venner.

’Hils hende!’ siger hun og vinker.

OK, jeg havde jo rent faktisk to døtre, ikke kun en - og i samme alder som Jamila. De er helt og halvt afrikanske, brune i huden og også med langt hår. Jeg fortæller dem historien, samme aften. De forklarer, at de også ofte har siddet på Hovedbanegården efter en tur i byen. De kender måske endda pigerne, hvis de havde set dem.

På vejen tilbage mod Farum ved 8-tiden er vejen blevet bedre at køre på. Det er stadig mørkt. Jeg har  været ude på en eventyrlig rejse i to timer. En livsbekræftende fantasy trip midt om vinteren 2015 i kolde, ’mono-kulturelle’ Danmark. Og jeg set døre, der kan åbnes udad og lukker verden ind.

Fusionsjul 1

   
     Sidste år besluttede vi os for en anderledes jul. Børnene var alle teenagere, den yngste lige konfirmeret. De var parate til en gaveløs jul, sagde de. Vi havde ellers altid søgt at holde dansk jul med alle traditionerne lige meget, hvor vi boede.
     For vi havde holdt jul i mange forskellige afrikanske lande, hvor jeg var udstationeret. Nogle gange var det med en grøn busk eller et kokospalmeblad som juletræ. Men maden, risengrøden med en mandel i, flæskestegen, Peters Jul, dansen omkring juletræet med de danske og engelske julesange og gaverne under træet - eller grenen – havde vi holdt fast ved. Det var sådan vores jul skulle være.
    I tidens løb var der kommet forskellige små ting til, fx julepynten, søde minikurve flettet af græs, engle lavet af bananbark. Lysene havde været elektriske i alle de år, vi havde boet i udlandet. Men da vi for fem år siden flyttede til Danmark skulle den første jul, vi holdt, være med et rigtigt juletræ, som vi selv fældede, og rigtige stearinlys.

    Men sidste år besluttede vi, at julen skulle være anderledes, ikke mere noget gavestress. Dog ville vi holde fast i maden. Og det krævede lidt planlægning, for vi ville holde julen i Sverige hos min kones søster. Min kone er fra Eritrea, og vores tre børn er født der. Søsteren og hendes familie havde fået asyl i Sverige som flygtninge fra Eritrea. De boede i en lejlighed i Uddevalla med huslejen betalt af en indvandrervenlig kommune, mens gik i skole, og moren og faren til sprogundervisning.

     Vi vidste godt, at pladsen ville blive lidt trang, men det kendte vi fra vores mange år i Afrika. Det skulle nok gå. Gaverne var ikke noget problem for eritreanere giver og får normalt ikke julegaver. Ja, julen i Eritrea bliver slet ikke holdt i december, men første uge i januar, fordi de bruger en anden kalender. Nu ville vi altså komme med nogle af vore danske juletraditioner og blande dem med Eritreas. Det ville blive en fusionsjul.

    Vi ankom med toget og tunge kufferter fyldt med julebryg, snaps, flæskestege og andre danske specialiteter såsom rødkål. Jeg skulle stå for madlavningen. Der ville ud over søsterens familie også komme nogle venner som både var interesseredt i at møde os og opleve ’dansk jul’.

    Da jeg på mit arbejde havde fortalt, at vi skulle holde jul i Sverige i år, blev jeg mødt af anerkendende kommentarer, som sikkert byggede på en forestilling om skiføre og varm gløgg, og måske en rødmalet ødegård ved en isdækket sø omgivet af høje graner med grenene dekoreret af tung sne. Jeg nænnede ikke at fortælle, at det var en forstadslejlighed på den regnvåde vestkyst, som var rammen om vores svenske jul.

    Vi blev modtaget ved toget. Familien var på mindre end et år blevet forbavsende hurtigt integreret. Børnene snakkede rimelig godt svensk. Min svigerinde var allerede bedre til svensk end engelsk. De danske juleøl blev hurtigt prøvet af og fik anerkendende kommentarer. En god start på julen i Sverige.

    Hele juleaftens dag stod jeg i køkkenet, som jeg var vant til. Risengrøden blev halvfærdig pakket ind i tæpper og lagt i sengen til den svenske families forundring. Jeg forklarede, at det faktisk var en udbredt måde at tilberede ris på uden brug af for meget brænde. Det havde jeg oplevet i Malawi. Det var måske også derfor, man i gamle dage gjorde det i Danmark. Mine børn elskede denne skik og kunne finde på at lægge sig i sengen sammen med grøden.

     Alt det nødvendige var blevet købt ind i Danmark, så det var lige ud af landevejen, indtil jeg opdagede, at vi havde glemt kulør til sovsen. Kan man spise flæskesteg med hvid sovs? Det var eftermiddag juleaften, så vi måtte ned i en arabisk ejet nærbiks, som stadig havde åbent. Det nærmeste vi kom kulør, var en lille flaske soyasovs. Men den ville ikke give nok farve til at sovsen ville blive tilstrækkelig brun. Så, tilbage i køkkenet måtte jeg i gang med at kandisere noget sukker. Med en sjat af soyasovsen gav det en perfekt kulsort kulørfarve, som smagt forfærdeligt. Men farven var så koncentreret, at vi nøjedes med et par dråber. Vi havde brun sovs!

     Mandelen blev puttet i risengrøden. Alle var sultne, så den forsvandt hurtigt. Min datter på atten, som aldrig havde fået mandlen før, fik den og jublede. Det var rigtig dansk jul. Jeg var meget tilfreds med mig selv som kulturbærer i denne gruppe af glade, lysebrune familiemedlemmer og venner oppe i Bohuslen i Sverige. Efter maden blev der stillet flasker på bordet og spillet musik. Der blev danset – først til Beyonce, Rihana og hip hop, så gik det over til eritreansk tigrinya-musik. Stemningen steg.

     ’Juletræet!’ lød det så pludseligt. ’Vi skal danse om juletræet!’ Det var min svigerindes 14-årige datter, som mindede os om denne fælles dansk-svenske skik. Og der var et juletræ i henne i et hjørne, et pjusket, grønt plastictræ, hvor grene ikke engang var blevet rettet ud. Pynt var der næsten ikke noget af, ingen stjerne i den skæve top. Næppe en skandinavisk juleaften værdig. Det blev hevet ud på gulvet, ledningerne sluttet til, så lysene på træet kunne tændes.

      Nu var et af mine børn forduftet. Det ville hun ikke være med til. Min kone viste, hvordan man skulle holde hinanden i hånden. Hun kiggede på mig: Syng! Heldigvis var min anden datter der stadig. Hun er en god sanger og gik i gang med ’Jingle Bells’ og den slags, som alle kendte. Men der skulle jo også synges dansk. Og det gik nogenlunde, så længe både hun og jeg kunne teksten. Men vi løb hurtigt tør. ’NU det jul igen!’ råbte min kone – den eneste af de danske sange, hun kunne. Den medfølgende dans i gang, løb og sprint rundt om træet var imidlertid umulig at gennemføre. Vi var alt for mange i den lille stue, og flertallet af deltagerne kendte overhovedet ikke dansereglerne.

Fusionsjul 2

    Det lettere kiksede danse-intermezzo blev overstået, træet stillet i skammekrogen igen. Tigrinya-dansen indtog gulvpladsen. Det er faktisk en ringdans, så noget juleagtig var den da. Men dens følgesvend er alkohol, som snart fik stemning og lydniveau i top. Mine tre børn var nu alle forduftet, de sad inde i en dobbeltseng sammen med den yngste af deres kusiner og så film på en PC. De spurgte om jeg ville være med. Jeg krøb ned til dem. I mellemtiden fortsatte dansen, latteren og vodka-drikningen med min glade kone som centrum. Ingen havde opdaget, at vi var væk.
    Næste morgen, juledag, havde vi ikke så mange danske traditioner at byde på. Udover ris-a-l’amande! Og den stod jeg også for. Jeg satte mig ved en bordkant midt i rodet fra natten før og begyndte at skære mandler. Risengrøden, som var til overs fra aftenen før, stod klar. Der var indkøbt piskefløde og medbragt kirsebærsovs. Nu skulle jeg producere mit sidste bidrag til dansk jul i Sverige. Mens arbejdet med mandlerne skred frem, vågnede huset lidt efter lidt. Der blev drukket vand, kaffe, og så begyndte en hær af hænder at rydde til side, vaske op, og inden jeg var færdig med mit forberedende ris-a-l’amanda-arbejde var huset gjort rent og alle parate til en omgang morgenmad. Der var ris nok. Fløden blev pisket, mandler og fløde blandet i. En hurtig prøvespisning. Smagen var i top!

    Nu kom min kone for at hente vidunderretten. Hun havde fundet et fad, som hun hældte det meste af den op i. Jeg spurgte om hun havde små tallerkner eller skåle nok til alle. ’Nej, vi spiser sammen!’ Jeg kiggede på hende og en protest var klar. Hvordan ville de gøre det? Jeg vidste alt om, hvordan fællesspisning foregår i Eritrea, Sudan og andre lande i Afrika, for den sags skyld. Man sætter et stort rundt fad ind på midten af bordet. Kød, grøntsager og sovs kommer ind i centrum. Så kan alle lange til og arbejde sig indefter. Man bruger fingrene.

    Hvordan ville de spise ris-a-l’amande med fingrene? Det ville jeg se! Men min kone havde tjek på det hele, hver person var blevet forsynet med en ske og hele morgenmåltidet foregik værdigt og naturligt. Tilfredsheden med den søde spise var stor. Fadet var tomt. Den resterende del af retten blev serveret for børnene – mine og min kones søster – i små skåle med hver deres kirsebærs-klat i midten. Også de syntes godt om morgenmaden. Det slog mig, at fællesspisning af risengrød måske kunne berige den danske juletradition. Det er vel også det nisserne gør oppe på loftet!

    Udover runddans og fællesspisning har Eritrea-kulturen endnu en juleagtig skik: kaffe-ceremonien. Den foregår året rundt, især om søndagene, og i hvert fald altid, når man har gæster. Min ene datter sad stolt på en lav taburet med hele kaffeudstyret foran sig inklusive et gasblus. Der var små bøtter med røgelse og kaffebønner, og en metalbeholder med et langt håndtag, hvori de grønne bønner bliver ristet over gassen. Når de er begyndt at blive brune, og der kommer røg fra bønnerne, bliver denne røg fordelt rundt til de tilstedeværende, som hver især billiger duften. Så bliver også røgelsen tændt, vi mangler vi kun ’myrra skær’.

    De ristede bønner bliver kværnet – her med en elektrisk kværn, for vi er vel i Sverige! Derpå bliver det frisk-ristede kaffepulver puttet med i en jebena, en rundbundet eritreansk kaffekande lavet af ler. Kaffen bliver derpå brygget over gasblusset, hældt i små kopper og serveret til alle tilstedeværende i aldersrækkefølge. Jeg får først. Kaffen bliver kogt op i alt to gange til, sådan at man i løbet af en sådan kaffeceremoni får i alt tre kopper – den først meget stærk, den næste lidt mindre stærk og den sidste nogenlunde som en almindelig dansk kop kaffe.

    Mens vi sidder med kaffen, kommer der gæster, nogle eritreanske og somaliske drenge, som vil spille fodbold. Den silende regn udenfor sætter dog en stopper for det. Men vi møder Bereket på 12 år, som pludselig sidder i sofaen ved siden af min kone, som netop da er i gang med at få sit hår flettet. Den tynde og generte dreng med små krøller og store brune øjne fortæller, at han netop var ankommet til Sverige som flygtning. Han var blevet sendt afsted ud af Eritrea af sine forældre. Andre voksne tog sig af ham på turen, som gik gennem Sudan og Libyen ud til kysten. Der var de alle blevet sejlet til Lampedusa i Italien.

    Han ankommer til Sverige stadig i selskab med voksne. Men her bliver han modtaget af et beskyttende system som en ’uledsaget mindreårig’. Bereket kommer fra Haikota, en lille by i det vestlige Eritrea, og taler kun tigrinya. Snart sidder han og spiser med alle de andre børn og unge. Min datter går ud i køkkenet og henter en lille portion ris-a-l’amande til ham, som han ikke bryder sig meget om. Han er mere optaget af rap-musikken fra fjernsynet – allerede indsluset i ungdomsgruppen i huset i sofaen. Senere på aftenen og natten begynder han at fortælle om sin rejse. Alle teenagerne er stille og får ikke sovet den nat.Det blev en stort set vellykket jul i Sverige med ingredienser fra forskellige kulturer – dog ikke svensk bortset fra kirsebærsovsen. Den danske mad var et hit, den varme eritreanske kultur gav fællesskabsfølelse. Og det hele foregik helt naturligt, så vi alle følte, at vi var en del af det, og når vi ikke følte det, kunne vi bare træde ud.

    I år vil vi dog have en mere dansk jul, også med gaver (for sidste gang!) insisterer teenagerne. Vi har inviteret min ældste datter, teenagernes halvsøster, som bor i England og selv har en lille datter. Det vil i så fald også blive en børnenes fest.

    ’Hvad så med Christmas pudding? Vi ser på hinanden, ikke just favoritten på familiens liste over juledesserter, der ubetinget toppes af ris-a-l’amande.

’Så må vi tage den med!’ bliver vi enige om.