Viser opslag med etiketten Med løbesko til Afrika. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Med løbesko til Afrika. Vis alle opslag

fredag den 1. januar 2016

Løbe med kameler



    Eritrea’s nationaldyr er kamelen. I mine mange år i dette land har jeg somme tider oplevet bogstaveligt at løbe med kameler. En dag for nogle år siden ville jeg prøve at få taget et foto af mig selv, mens jeg løber forbi en kamelkaravane. Men det projekt gik helt i kludder. Det var tidligt om morgenen, jeg var på et af de mange markeder i Asmara. Her kommer hver dag små kamel-karavaner på fem til otte stykker, belæsset med sække eller brænde. De skal aflevere deres last på markedet, og det foregår om morgenen, så de må have gået hele natten. Jeg var sammen med en hjælper, som skulle tage billederne.
    Vi fandt en kameldriver med fire kameler, som lå i skyggen – allerede befriet for deres last. Vi spurgte høfligt om vi måtte tage nogle billeder af mig og kamelerne. Det måtte vi godt, men vi skulle betale 4 kroner. Det var lidt besynderligt, men det viste sig, at kommunikationen var gået lidt skævt. Han troede, jeg ville fotograferes ridende på en af kamelerne – noget som er populært blandt Asmarionerne. Da han fandt ud af, at kamelerne blot skulle være i baggrunden, blev han muligvis lidt skuffet. Vi havde jo betalt de 4 kroner, så når jeg ikke ville ride, gjorde han alt for, at de skulle komme med på billederne. ’Skal de rejse sig op?’ Spurgte han.
    ’Ja, en af dem’ svarede jeg.
    Han råbte en ordre til en af dem, som derpå modstræbende rejste sig op. Pludselig stod den – meget større end forventet – bag mig. Den savlede, brummede. Kameldriveren gav mig snoren, som holdtkamelen. Han trådte til side. Jeg var alene med Eritreas nationaldyr og ønskede, at de billeder blev taget hurtigt. Vi prøvede også at tage nogle billeder med mig løbende forbi kamelen. En 8-10 stykker blev det til, før vi sagde farvel til kameldriveren, som sikkert ikke var klar over at hans kameler var tiltænkt at skulle illustrere en artikel om ’at løbe med kameler’, som jeg havde i mit hoved. Det viste sig desværre, at billederne var ubrugelige. De var taget i skyggelinjen fra den skarpe morgensol. Den stående kamel dannede silhuet som et Loch Ness uhyre mod en lyseblå himmel, mens jeg stod helt i mørke, så min ellers flotte mørkeblå løbetrøje fremstod sort og dens hvide kantstriber som mørkegrå.
   I 2015 var jeg på en kort tur til Eritrea med min datter. Vi prøvede at gentage forsøget, og en tidlig morgen er jeg og min datter på vej hen til et af de mange åbne markeder i udkanten af Asmara. Her kommer små kamel-karavaner på fem til otte stykker, belæsset med sække eller brænde. Denne gang skal de lykkes, for jeg har tænkt at sende en artikel om løb i Eritrea til Løbemagasinet. Billederne skal være gode. Vi finder en kameldriver med fire-fem kameler, alle stadig belæsset med træ, som sikkert skal sælges på markedet i Asmara. Kameldriveren accepterer at vi tager billederne, men skal 5 kroner. Min datter stiller sig op, og jeg løber frem og tilbage – foran, bagved, forbi – kamelerne. Billederne bliver rimeligt gode. Vi kan se, at kameldriveren er i et stort grin, mens han ser på mig løbe rundt.


Uden løbesko

’Ready – steady – GO!’
En flok skolebørn i forskellige aldre suser afsted, så støvet står omkring dem. Fire drenge og fem piger. Drengene har sandaler på, pigerne er barfodede. De vender ved et stort mangotræ og sprinter tilbage. En høj, langbenet piger kommer først. Det var også hende, der havde sagt, at hun var hurtigst, da jeg inden løbet spurgte dem, om de kunne løbe, og om hvem der var hurtigst. Jeg pegede et andet træ, lidt længere borte.
’Vil I prøve igen?’ Alle nikker
Den store pige vinder igen, nu med en endnu større margin.
    Jeg er i en landsby i Machinga i det sydlige Malawi. Det er 2009, og jeg besøger for første gang det langstrakte land i det sydlige Afrika langs Lake Malawi, Afrikas tredjestørste sø. Jeg var ellers vendt tilbage til Danmark i 2008 med min familie for at blive. Et liv med bøgetræer, leverpostej og TV-julekalender skulle realiseres, mine børn gå i dansk skole og sammen med min kone, lære det knudrede sprog, som jeg også glædede mig til at genhøre og bruge. Jeg glædede mig også til en løbetur i en forårsskov og til Eremitageløbet - ikke mere Afrika!
    I det ideelle job som lærer på en skole i Farum opdager jeg til min rædsel, at jeg ikke kan forstå hvad børnene siger – ’lyserød’ dur ikke, det hedder ’pink’, fortæller de mig. Man skal være ’nice’, drengene kalder pigerne ’luder’. Jeg kan overhovedet ikke fange deres interesse for mine fortællinger. De få løvehistorier, jeg har, får jeg hurtigt brændt af. Der er sket meget i det næsten kvarte århundrede, jeg har været borte. Jeg skal på genoptræning til den nye tids Danmark - genlære    min egen kultur.
    Efter et år opgiver jeg lærerjobbet og bliver ansat som programkoordinator i ADRA, en mellemstor dansk NGO med et hyggeligt kontor i Nærum. Her er der brug for en erfaren udviklingsperson. Jeg er tilbage til noget, jeg har forstand på. Det betyder også gensyn med Afrika – nu ikke for at bo og arbejde, men på korte ture for at tilse projekter, som jeg har ansvaret for. Turene er typisk af 10-14 dages varighed. Landene, jeg skal besøge er nye for mig – Malawi, DR Congo og Sudan. Oplevelsestrangen kommer hurtigt tilbage, og jeg tager afsted glad og forventningsfuld. Løbeskoene er naturligvis med, for jeg er jo vant til at løbe i Afrika. Det kan vel også lade sig gøre i disse ’nye’ lande.
   Og i Malawi har jeg besluttet, at jeg også vil løbe ude i landsbyerne. Det har jeg aldrig gjort, da jeg boede i Tanzania, Eritrea, Gambia og Kenya. Mulighederne var der, og jeg husker en morgen i Mandefera i det sydlige højland i Eritrea. Vi havde en workshop og det var lykkedes at få Robert Chambers til at deltage. Han er nok en af udviklingsbranchens største guruer. Alle har læst hans bøger om de fattiges evne til at analysere deres egen situation ved brug af tegninger og diagrammer i sandet. Mens vi andre lige var vågnet på gæstehuset og forberedte os på morgenmad, var Robert allerede oppe og afsted i shorts og løbesko på en morgenløbetur. Jeg selv løb jo regelmæssigt, men kun i Asmara med udgangspunkt i mit hus og ad kendte løberuter. Robert ser disse morgenløbeture som en vigtig oplevelse af et nyt sted, på en ny måde og derudover en utrolig nydelse. Jeg er fast besluttet på, at jeg nu fremover vil følge hans eksempelvis. Og det har jeg ikke fortrudt. Ligesom jeg selv har Robert haft tanken om at samle indtrykkene fra alle disse morgenløbeture i en bog, men – mener han – ’den vil være lidt af et egotrip, uden interesse for ret mange læsere’.