Forfodsløb

Jeg har længe forsøgt at skifte til forfodsløb. Når man løber meget i Afrika, er det da rimeligt, at man også søger at tillægge sig lidt af afrikanernes løbestil. Men det var svært, syntes jeg. Smertede i musklerne, selv efter et kort løb. Jeg røg ned på hælen igen, hver gang jeg prøvede.

Der skulle en mindre sportsskade til, før det lykkedes. Det startede med at jeg havde fået en øm venstre hæl – noget inflammation i trædepuden, sagde læge og fysioterapeut - ikke, heldigvis, en hælspore. Fysioterapeuten gav mig nogle øvelser for at styrke musklerne omkring hælen, især lægmusklen. Jeg skulle fordoble min tid til udstrækning før og efter løb, og så skulle jeg lave en trappeøvelse mindst to gange om dagen. Den gik ud på, at stå på tæer på kanten af et trappetrin og så vippe op og ned så langt jeg kunne komme og så længe, jeg kunne. Et ben ad gangen. Jeg måtte gerne øge antallet af vipninger og måske også tage vægte i hånden, når jeg havde vænnet mig til det, sagde han.

Jeg gjorde, som han foreslog. Det gjorde ondt i musklerne i starten – næsten som når jeg havde forsøgt forfodsløb. Men jeg blev ved. Jeg vippede og vippede. Med en gel-hælkile i venstre sko og noget sportstape omkring fod og ankel fortsatte jeg med at jogge. Det gjorde stadig ondt i hælen, men jeg kunne udholde det. Muskelsmerterne forsvandt gradvis. Men den smertende hæl irriterede mig, og jeg begyndte at løbe på forfoden for at beskytte den. Smerten forsvandt med det samme, så jeg fortsatte. Det var en mærkelig måde at løbe på, for jeg tog mindre skridt og måtte også ændre løbestilling – en kende mere foroverbøjet. Og det gik langsomt.

Men hellere løbe langsomt uden smerter en hurtigere med. Så jeg fortsatte. En dag, da jeg havde fuldført min 6 km morgenløbetur i Khartoums gader, gik det op for, at jeg nu var blevet forfodsløber! For jeg gennemførte hele distancen uden problemer, noget langsommere end tidligere, men ikke så meget. Mine skridt var blevet længere, min løbestil var simpelthen ændret. Jeg havde gjort de anviste hæløvelser til fast dagligt ritual, så jeg fortsatte med lang tids udstrækning og vippeøvelser før og efter løb.

At løbe på forfoden er nu helt naturligt for mig. Jeg gør ikke andet, selvom hælsmerterne for længst er forsvundet. Mine tider bliver hurtigere, og jeg nyder at løbe på den måde. Jeg løber meget i Afrika, hvor der tit er sandunderlag, eller sand på fortovet eller ude i rabatten på en asfaltvej. Med forfodsløb giver det en sjov svirpende lyd, når foden rammer sandet. Der er et mindre glid fremad i berøringen, som sikkert er godt for fødderne, men også betyder at løbestilen virker mere glidende end mit tidligere hæl-løb.

Hvis man kan komme over begyndersmerterne ved de nye øvelser og problemerne ved at ændre skridtlængde og kropsholdning, er det muligt for alle, som vil, at blive forfodsløber. Dette er ikke baseret på dybere studier og detaljeret indblik i bevægeapparatets fysiologi, blot min egen erfaring. Det er bare med at komme i gang!