Uden løbesko

’Ready – steady – GO!’

En flok skolebørn i forskellige aldre suser afsted, så støvet står omkring dem. Fire drenge og fem piger. Drengene har sandaler på, pigerne er barfodede. De vender ved et stort mangotræ og sprinter tilbage. En høj, langbenet piger kommer først. Det var også hende, der havde sagt, at hun var hurtigst, da jeg inden løbet spurgte dem, om de kunne løbe, og om hvem der var hurtigst. Jeg pegede et andet træ, lidt længere borte.

’Vil I prøve igen?’ Alle nikker

Den store pige vinder igen, nu med en endnu større margin.

    Jeg er i en landsby i Machinga i det sydlige Malawi. Det er 2009, og jeg besøger for første gang det langstrakte land i det sydlige Afrika langs Lake Malawi, Afrikas tredjestørste sø. Jeg var ellers vendt tilbage til Danmark i 2008 med min familie for at blive. Et liv med bøgetræer, leverpostej og TV-julekalender skulle realiseres, mine børn gå i dansk skole og sammen med min kone, lære det knudrede sprog, som jeg også glædede mig til at genhøre og bruge. Jeg glædede mig også til en løbetur i en forårsskov og til Eremitageløbet - ikke mere Afrika!

    I det ideelle job som lærer på en skole i Farum opdager jeg til min rædsel, at jeg ikke kan forstå hvad børnene siger – ’lyserød’ dur ikke, det hedder ’pink’, fortæller de mig. Man skal være ’nice’, drengene kalder pigerne ’luder’. Jeg kan overhovedet ikke fange deres interesse for mine fortællinger. De få løvehistorier, jeg har, får jeg hurtigt brændt af. Der er sket meget i det næsten kvarte århundrede, jeg har været borte. Jeg skal på genoptræning til den nye tids Danmark - genlære    min egen kultur.

    Efter et år opgiver jeg lærerjobbet og bliver ansat som programkoordinator i ADRA, en mellemstor dansk NGO med et hyggeligt kontor i Nærum. Her er der brug for en erfaren udviklingsperson. Jeg er tilbage til noget, jeg har forstand på. Det betyder også gensyn med Afrika – nu ikke for at bo og arbejde, men på korte ture for at tilse projekter, som jeg har ansvaret for. Turene er typisk af 10-14 dages varighed. Landene, jeg skal besøge er nye for mig – Malawi, DR Congo og Sudan. Oplevelsestrangen kommer hurtigt tilbage, og jeg tager afsted glad og forventningsfuld. Løbeskoene er naturligvis med, for jeg er jo vant til at løbe i Afrika. Det kan vel også lade sig gøre i disse ’nye’ lande.

   Og i Malawi har jeg besluttet, at jeg også vil løbe ude i landsbyerne. Det har jeg aldrig gjort, da jeg boede i Tanzania, Eritrea, Gambia og Kenya. Mulighederne var der, og jeg husker en morgen i Mandefera i det sydlige højland i Eritrea. Vi havde en workshop og det var lykkedes at få Robert Chambers til at deltage. Han er nok en af udviklingsbranchens største guruer. Alle har læst hans bøger om de fattiges evne til at analysere deres egen situation ved brug af tegninger og diagrammer i sandet. Mens vi andre lige var vågnet på gæstehuset og forberedte os på morgenmad, var Robert allerede oppe og afsted i shorts og løbesko på en morgenløbetur. Jeg selv løb jo regelmæssigt, men kun i Asmara med udgangspunkt i mit hus og ad kendte løberuter. Robert ser disse morgenløbeture som en vigtig oplevelse af et nyt sted, på en ny måde og derudover en utrolig nydelse. Jeg er fast besluttet på, at jeg nu fremover vil følge hans eksempelvis. Og det har jeg ikke fortrudt. Ligesom jeg selv har Robert haft tanken om at samle indtrykkene fra alle disse morgenløbeture i en bog, men – mener han – ’den vil være lidt af et egotrip, uden interesse for ret mange læsere’.