Løbe med kameler

    Eritrea’s nationaldyr er kamelen. I mine mange år i dette land har jeg somme tider oplevet bogstaveligt at løbe med kameler. En dag for nogle år siden ville jeg prøve at få taget et foto af mig selv, mens jeg løber forbi en kamelkaravane. Men det projekt gik helt i kludder. Det var tidligt om morgenen, jeg var på et af de mange markeder i Asmara. Her kommer hver dag små kamel-karavaner på fem til otte stykker, belæsset med sække eller brænde. De skal aflevere deres last på markedet, og det foregår om morgenen, så de må have gået hele natten. Jeg var sammen med en hjælper, som skulle tage billederne.

    Vi fandt en kameldriver med fire kameler, som lå i skyggen – allerede befriet for deres last. Vi spurgte høfligt om vi måtte tage nogle billeder af mig og kamelerne. Det måtte vi godt, men vi skulle betale 4 kroner. Det var lidt besynderligt, men det viste sig, at kommunikationen var gået lidt skævt. Han troede, jeg ville fotograferes ridende på en af kamelerne – noget som er populært blandt Asmarionerne. Da han fandt ud af, at kamelerne blot skulle være i baggrunden, blev han muligvis lidt skuffet. Vi havde jo betalt de 4 kroner, så når jeg ikke ville ride, gjorde han alt for, at de skulle komme med på billederne. ’Skal de rejse sig op?’ Spurgte han.

    ’Ja, en af dem’ svarede jeg.

    Han råbte en ordre til en af dem, som derpå modstræbende rejste sig op. Pludselig stod den – meget større end forventet – bag mig. Den savlede, brummede. Kameldriveren gav mig snoren, som holdtkamelen. Han trådte til side. Jeg var alene med Eritreas nationaldyr og ønskede, at de billeder blev taget hurtigt. Vi prøvede også at tage nogle billeder med mig løbende forbi kamelen. En 8-10 stykker blev det til, før vi sagde farvel til kameldriveren, som sikkert ikke var klar over at hans kameler var tiltænkt at skulle illustrere en artikel om ’at løbe med kameler’, som jeg havde i mit hoved. Det viste sig desværre, at billederne var ubrugelige. De var taget i skyggelinjen fra den skarpe morgensol. Den stående kamel dannede silhuet som et Loch Ness uhyre mod en lyseblå himmel, mens jeg stod helt i mørke, så min ellers flotte mørkeblå løbetrøje fremstod sort og dens hvide kantstriber som mørkegrå.

   I 2015 var jeg på en kort tur til Eritrea med min datter. Vi prøvede at gentage forsøget, og en tidlig morgen er jeg og min datter på vej hen til et af de mange åbne markeder i udkanten af Asmara. Her kommer små kamel-karavaner på fem til otte stykker, belæsset med sække eller brænde. Denne gang skal de lykkes, for jeg har tænkt at sende en artikel om løb i Eritrea til Løbemagasinet. Billederne skal være gode. Vi finder en kameldriver med fire-fem kameler, alle stadig belæsset med træ, som sikkert skal sælges på markedet i Asmara. Kameldriveren accepterer at vi tager billederne, men skal 5 kroner. Min datter stiller sig op, og jeg løber frem og tilbage – foran, bagved, forbi – kamelerne. Billederne bliver rimeligt gode. Vi kan se, at kameldriveren er i et stort grin, mens han ser på mig løbe rundt.