Morgenløb

Parat til morgenløb

   Når jeg er i Afrika foretrækker jeg at løbe om morgenen. Og det betyder tidlig morgen. Ved Ækvator står solen op klokken 6 og går ned igen klokken 6 om aftenen. Nord og syd for verdens midte følger solen årstiderne, i syd dog selvfølgelig med modsat fortegn. I Zimbabwe er der varmt i juleferien og koldt i juli. Men selv med de udsving – som slet ikke kan sammenlignes med vore - står jeg altid op med solen, ja – før. For det kan godt være lidt mørkt, når jeg starter ud. Det er med at nyde den behagelige svale luft og glæden ved morgendug. De forsvinder begge hurtigt. Det er som om solen her er hurtigere til at svuppe op over horisonten end i Danmark. En time efter solopgang kan varmen allerede være ulidelig. Hvis jeg løber i en by, er det også godt at kunne undgå den værste morgentrafik, som kan være virkelig slem.

   Morgenerne har en speciel lugt, luften er mere klar end senere på dagen. Der er så stille at man kan høre lyde langt væk fra. Om eftermiddagen oplever man byen i liv. Det er om morgenen man kan mærke dens sjæl. Der er en intimitet – man er en del af byen. Alle de andre morgenduelige, man møder, er også lige vågnet. Det har vi fælles. Der bliver hilst. Om eftermiddagen møder man helt andre mennesker end dem om morgenen, og der er tæt trafik, larm og forurening, så det kan være svært for en løber at komme frem.  Man er til gene, passer ikke ind. Om morgenen er der mere plads til en løber, og der er tit andre morgenløbere – både dem i løbesko, som jeg selv, og så de andre, som skal på arbejde eller i skole og som er lidt for sent på den – eller blot sætter i løb af vane. 

   En typisk afrikansk løbetur starter med, at jeg vågner op ved de første morgenlyde – hanegal, højttaleren fra en moske. Jeg trækker mit myggenet til side, tænder lyset – måske er der ikke elektricitet, så bruger jeg min lygte. Skoene og løbetøjet ligger klart. Det er sjældent, man ikke kan løbe i shorts og en let løbetrøje. Jeg drikker også lidt vand og laver en lille smule opvarmning. Jeg må dog indrømme, at varmen i Afrika – i hvert fald nogle af de steder, hvor jeg løber – får mig til at springe opvarmningen over. Jeg starter bare, løber lidt langsomt i begyndelsen, og det har virket: jeg har haft meget få løbeskader. Og så er jeg på vej – hilser på en vagtmand, en receptionist på et hotel, eller hvem jeg møder lige inden min start. Jeg bliver hurtigt kendt som den mærkelige person, der løber om morgenen, men kommentarerne er altid opmuntrende. En nat-vagtmand ved et hotel, hvor jeg boede i en uge sagde hver morgen: ’Jeg løber sammen med dig i morgen!’ Men det kunne han jo ikke, for han var jo på arbejde.

   Distancerne er som i Danmark mellem 6 og 10 kilometer, måske lidt længere om søndagen. Jeg vil gerne være tilbage, før varmen sætter ind, og solen bliver for skarp. Underlaget er sand, grus, asfalt, fortovsfliser, men ikke så jævnt som i Danmark. Der er huller, rødder, sten, vandpytter, man skal passe på. Og så er der trafikken, som man skal tage sig i agt for. Trafikkulturen er helt anderledes, og man kører jo stadig i venstre side i de gamle britiske kolonier som Kenya, Uganda, Tanzania og Zimbabwe. Udstrækningen efter en løbetur foregår på et sted, hvor jeg ikke har tilskuere – måske endda indendørs, for det kan samle megen opmærksomhed, hvis en svedende hvid mand står alene og fægter som en sprællemand eller forsøger at vælte træer eller en mur.