Fusionsjul 1

   
     Sidste år besluttede vi os for en anderledes jul. Børnene var alle teenagere, den yngste lige konfirmeret. De var parate til en gaveløs jul, sagde de. Vi havde ellers altid søgt at holde dansk jul med alle traditionerne lige meget, hvor vi boede.
     For vi havde holdt jul i mange forskellige afrikanske lande, hvor jeg var udstationeret. Nogle gange var det med en grøn busk eller et kokospalmeblad som juletræ. Men maden, risengrøden med en mandel i, flæskestegen, Peters Jul, dansen omkring juletræet med de danske og engelske julesange og gaverne under træet - eller grenen – havde vi holdt fast ved. Det var sådan vores jul skulle være.
    I tidens løb var der kommet forskellige små ting til, fx julepynten, søde minikurve flettet af græs, engle lavet af bananbark. Lysene havde været elektriske i alle de år, vi havde boet i udlandet. Men da vi for fem år siden flyttede til Danmark skulle den første jul, vi holdt, være med et rigtigt juletræ, som vi selv fældede, og rigtige stearinlys.

    Men sidste år besluttede vi, at julen skulle være anderledes, ikke mere noget gavestress. Dog ville vi holde fast i maden. Og det krævede lidt planlægning, for vi ville holde julen i Sverige hos min kones søster. Min kone er fra Eritrea, og vores tre børn er født der. Søsteren og hendes familie havde fået asyl i Sverige som flygtninge fra Eritrea. De boede i en lejlighed i Uddevalla med huslejen betalt af en indvandrervenlig kommune, mens gik i skole, og moren og faren til sprogundervisning.

     Vi vidste godt, at pladsen ville blive lidt trang, men det kendte vi fra vores mange år i Afrika. Det skulle nok gå. Gaverne var ikke noget problem for eritreanere giver og får normalt ikke julegaver. Ja, julen i Eritrea bliver slet ikke holdt i december, men første uge i januar, fordi de bruger en anden kalender. Nu ville vi altså komme med nogle af vore danske juletraditioner og blande dem med Eritreas. Det ville blive en fusionsjul.

    Vi ankom med toget og tunge kufferter fyldt med julebryg, snaps, flæskestege og andre danske specialiteter såsom rødkål. Jeg skulle stå for madlavningen. Der ville ud over søsterens familie også komme nogle venner som både var interesseredt i at møde os og opleve ’dansk jul’.

    Da jeg på mit arbejde havde fortalt, at vi skulle holde jul i Sverige i år, blev jeg mødt af anerkendende kommentarer, som sikkert byggede på en forestilling om skiføre og varm gløgg, og måske en rødmalet ødegård ved en isdækket sø omgivet af høje graner med grenene dekoreret af tung sne. Jeg nænnede ikke at fortælle, at det var en forstadslejlighed på den regnvåde vestkyst, som var rammen om vores svenske jul.

    Vi blev modtaget ved toget. Familien var på mindre end et år blevet forbavsende hurtigt integreret. Børnene snakkede rimelig godt svensk. Min svigerinde var allerede bedre til svensk end engelsk. De danske juleøl blev hurtigt prøvet af og fik anerkendende kommentarer. En god start på julen i Sverige.

    Hele juleaftens dag stod jeg i køkkenet, som jeg var vant til. Risengrøden blev halvfærdig pakket ind i tæpper og lagt i sengen til den svenske families forundring. Jeg forklarede, at det faktisk var en udbredt måde at tilberede ris på uden brug af for meget brænde. Det havde jeg oplevet i Malawi. Det var måske også derfor, man i gamle dage gjorde det i Danmark. Mine børn elskede denne skik og kunne finde på at lægge sig i sengen sammen med grøden.

     Alt det nødvendige var blevet købt ind i Danmark, så det var lige ud af landevejen, indtil jeg opdagede, at vi havde glemt kulør til sovsen. Kan man spise flæskesteg med hvid sovs? Det var eftermiddag juleaften, så vi måtte ned i en arabisk ejet nærbiks, som stadig havde åbent. Det nærmeste vi kom kulør, var en lille flaske soyasovs. Men den ville ikke give nok farve til at sovsen ville blive tilstrækkelig brun. Så, tilbage i køkkenet måtte jeg i gang med at kandisere noget sukker. Med en sjat af soyasovsen gav det en perfekt kulsort kulørfarve, som smagt forfærdeligt. Men farven var så koncentreret, at vi nøjedes med et par dråber. Vi havde brun sovs!

     Mandelen blev puttet i risengrøden. Alle var sultne, så den forsvandt hurtigt. Min datter på atten, som aldrig havde fået mandlen før, fik den og jublede. Det var rigtig dansk jul. Jeg var meget tilfreds med mig selv som kulturbærer i denne gruppe af glade, lysebrune familiemedlemmer og venner oppe i Bohuslen i Sverige. Efter maden blev der stillet flasker på bordet og spillet musik. Der blev danset – først til Beyonce, Rihana og hip hop, så gik det over til eritreansk tigrinya-musik. Stemningen steg.

     ’Juletræet!’ lød det så pludseligt. ’Vi skal danse om juletræet!’ Det var min svigerindes 14-årige datter, som mindede os om denne fælles dansk-svenske skik. Og der var et juletræ i henne i et hjørne, et pjusket, grønt plastictræ, hvor grene ikke engang var blevet rettet ud. Pynt var der næsten ikke noget af, ingen stjerne i den skæve top. Næppe en skandinavisk juleaften værdig. Det blev hevet ud på gulvet, ledningerne sluttet til, så lysene på træet kunne tændes.

      Nu var et af mine børn forduftet. Det ville hun ikke være med til. Min kone viste, hvordan man skulle holde hinanden i hånden. Hun kiggede på mig: Syng! Heldigvis var min anden datter der stadig. Hun er en god sanger og gik i gang med ’Jingle Bells’ og den slags, som alle kendte. Men der skulle jo også synges dansk. Og det gik nogenlunde, så længe både hun og jeg kunne teksten. Men vi løb hurtigt tør. ’NU det jul igen!’ råbte min kone – den eneste af de danske sange, hun kunne. Den medfølgende dans i gang, løb og sprint rundt om træet var imidlertid umulig at gennemføre. Vi var alt for mange i den lille stue, og flertallet af deltagerne kendte overhovedet ikke dansereglerne.

Nytår

    Tågen ligger lavt over Farum Sø. Den anden side kan ikke ses. En lille flok troldænder vugger i vandet og tegner lidt kontrast i alt det grå. To skarver stryger hen over søen, drejer ud mod vandet som et par droner og forsvinder i tågen. Jeg sidder på en frønnet bænk med et cafe latte take-away-papkrus i hånden og spiser en mandelcroissant – begge købt i Seven Eleven på Farum Station. Det er formiddag 1. januar 2016.

    Mit lille nytårsritual med at finde et stille sted og reflektere lidt har jeg haft siden jeg var barn. Nu ligger mit sidste arbejdsår foran mig. Jeg går på pension ved udgangen af 2016. Men det bliver et travlt år. Det meste af tiden kommer jeg til at tilbringe i Afrika med at gøre noget arbejde færdigt, og sige farvel til nogle af de steder og mennesker, som har fyldt mit liv. For jeg har besluttet, at mit otium bliver i Danmark. Det bliver godt til at få tid til at tænke en masse ting lidt dybere igennem, og at blive kreativ igen – skrive, male.

    Jeg rejser til Zimbabwe om godt en uge, ned til varmen, daglige løbeture og gode vibrationer, selv om det er et land i krise. Jeg skal også til Malawi og arbejde videre på et projekt med fattige bønder, som er en slags syntesen af alt det, som har engageret mig i mange år. Håber det lykkes. Vil også prøve at finde tid og mulighed for et sidste besøg i Tanzania, min første kærlighed i Afrika. Og så skal jeg tilbringe tid i Sudan, får besøg af Zabiba. Vi skal også en tur til Addis Abeba sammen, men ikke Eritrea i denne omgang. Afrikas Horn er min anden kærlighed – de gule farver, bjergene, støvet, pastoralisterne, stoltheden, lidelse og lidenskab.

    I 2016 begynder jeg at blogge. Det får jeg tid til, når jeg ikke er sammen med familien om aftenerne i Harare og Khartoum. Det er i forsøget på at finde en kommunikationsvej – et sprog, en stil, som kan invitere andre ind i mit univers, som jeg selv synes er spændende og unikt. Min bog ’Med løbesko til Afrika’ skal gøres færdig. Jeg pudser på teksten hele tiden. Snart skal den bare ud, selv om der hele tiden er nyt, som skal med. Det må på bloggen i stedet for.

 

Verdens største juicebar

Verdens største juicebar ligger ikke i Californien eller København for den sags skyld, men sandsynligvis i Asmara – hovedstaden i Eritrea, et land øverst i Afrikas Horn ud til det Røde Hav.

’Capri Hotel’ står der over en undselig dør i en sidegade til byens hovedstrøg, som hver eftermiddag og aften fyldes med folk, der spadserer frem og tilbage eller sidder på en fortovs kaffebar med en macchiatto eller en capuccino. Eritrea er tidligere italiensk koloni, og det har sat sit præg på denne by, hvis arkitektur mere minder om en italiensk provinsby end en afrikansk hovedstad.

Jeg er på ferie i Eritrea, hvor jeg tidligere har boet og arbejdet i otte år. Dette besøg er mit første i syv år, og det er kun på en uge. Siddende i flyet fra Khartoum, som svæver ind over højsletten, hvor Asmara ligger, kan jeg næsten ikke vente. Jeg glæder mig til at gense Eritrea, møde familie og venner. Er også spændt på at tjekke op på det negative billede, som omverdenen de seneste par år har tegnet af Eritrea.

Byen ligner sig selv

Og nu er jeg så her og kan konstatere, at Asmara ligner sig selv. Der er ikke lig i gaderne. Asmara er ren, biltrafikken er moderat, der er stadig de pæne gule taxier og gamle FIAT 500er. Og så er der er fyldt med mennesker overalt – ikke i fangedragt og ikke i strækmarch.

Eritrea er blevet betegnet som ’et stort fængsel’ og ’Afrikas Nordkorea’, men gående op og ned ad gaderne, snakkende, med plasticposer eller bylter, børn i skoleuniformer på vej til eller fra skole. Det er faktisk de eneste uniformer på gaden udover trafikbetjente med fløjter, som de bruger, hvis en bil ikke holder tilbage ved et fodgængerfelt.

Snart er jeg en af fodgængerne og er på vej rundt for at genopleve den by, jeg kender så godt. Butikkerne er ikke, som jeg havde hørt, tomme. Man kan købe alt muligt, og priserne svarer stort set til priserne i Khartoum, Sudans hovedstad, hvor jeg netop har været i forbindelse med mit arbejde for ADRA Danmark, hvor jeg er ansat som programkoordinator. Men der er ikke så mange kunder i dem.

En nationaldrik

Normaliteten bekræftes af et besøg på Hotel Capri. Det er dog ikke som hotel at Capri er kendt, men for sin juice. Inden for døren er der en kort gang, hvor folk parkerer deres cykler, før de træder indenfor i en kæmpestor sal med mere end halvtreds små borde.

Der er fyldt med mennesker, som alle sidder med et glas juice og et sugerør foran sig. Der er to størrelser – lille og stor. Og man kan vælge mellem mango, guava, papaya eller banan. En skov af brugte glaskrus med hver et sugerør står på en stor disk, mens servitricer i T-shirts med ’Capri Juice’ skrevet på ryggen balancerer rundt mellem bordene med bakker med fyldte glas.

Den populæreste juice er papaya, som serveres med en halv lime på en lille tallerken. Man presser lidt limejuice ud i papaya-smoothien, rører rundt med sugerøret og prøvesmager. Papaya juice kan købes overalt i Eritrea, selv de mindste byer og serveres altid med lime. Man kan godt tillade sig at kalde det landets nationaldrik.

Rundt i Asmaras gader møder man overalt gadesælgere med store trillebører eller ladcykler fulde af modne og næsten modne papayer. Næst efter papaya-smoothien er det nok en ’sprizz’, som er populærest. ’Sprizz’ betyder ’blanding’ eller ’cocktail’.

I Capri er det en blanding af papaya med guava og bananjuice. En lille ’sprizz’ koster 2 kroner, en stor 4. Papaya er den dyreste frugt, så papaya-smoothien koster henholdsvis 3 og 6 kroner.

Diaspora Eritrea

Kunderne er i alle aldre. Det er folk, som kommer ind fra gaden for at sidde og hygge sig med en svalende drik, før de skal videre. Mange er kunderne er faktisk turister. Flyene til og fra Asmara er pænt fyldte. Men størstedelen af disse turister er diaspora-eritreanere, som er på ferie i det land de eller deres forældre i sin tid flygtede under den lange befrielsesskrig mod Etiopien, som varede 30 år og førte til selvstændighed i 1993.

Februar er bryllupssæson i Eritrea. Det udløser familierejser. Så udover tigrinya – Eritreas nationalsprog - tales der således både engelsk, italiensk, svensk og dansk rundt om bordene på ’Capri Juice’.

Mange af Capris kunder er unge, som sidder med deres smoothie i lang tid. Asmara bærer præg af en flad befolkningspyramide. Eritrea er et land, hvor halvdelen af befolkningen er 14 år eller derunder. Mange søger efter endt militærtjeneste – som i øvrigt kan vare adskillige år – ind mod storbyen i stedet for at vende tilbage til deres landsbyer. Det er et kendt fænomen i hele Afrika, hvor urbaniseringen accelerer voldsomt. Nogle af disse unge har været med i krigen mellem Eritrea of Etiopien 1998-2000. Mange går med krykker og er krigsinvalider uden arbejde.

Blandt disse rastløse unge trives udlængslen. De føler ikke at der er en fremtid for dem i Eritrea. Arbejde er svært at få, lønningerne er lave, så lave, at det er svært at klare sig, hvis ikke man på en eller anden måde får tilskud fra den familie, som lever i udlandet og som jævnligt sender penge tilbage. Det er ikke nyt for eritreanerne, at familier splittes op, og at nogle medlemmer rejser til udlandet. Eritrea har et befolkningstal på omkring 7 millioner, hvoraf ca. 1 million lever i udlandet. 

Løbe med kameler

    Eritrea’s nationaldyr er kamelen. I mine mange år i dette land har jeg somme tider oplevet bogstaveligt at løbe med kameler. En dag for nogle år siden ville jeg prøve at få taget et foto af mig selv, mens jeg løber forbi en kamelkaravane. Men det projekt gik helt i kludder. Det var tidligt om morgenen, jeg var på et af de mange markeder i Asmara. Her kommer hver dag små kamel-karavaner på fem til otte stykker, belæsset med sække eller brænde. De skal aflevere deres last på markedet, og det foregår om morgenen, så de må have gået hele natten. Jeg var sammen med en hjælper, som skulle tage billederne.

    Vi fandt en kameldriver med fire kameler, som lå i skyggen – allerede befriet for deres last. Vi spurgte høfligt om vi måtte tage nogle billeder af mig og kamelerne. Det måtte vi godt, men vi skulle betale 4 kroner. Det var lidt besynderligt, men det viste sig, at kommunikationen var gået lidt skævt. Han troede, jeg ville fotograferes ridende på en af kamelerne – noget som er populært blandt Asmarionerne. Da han fandt ud af, at kamelerne blot skulle være i baggrunden, blev han muligvis lidt skuffet. Vi havde jo betalt de 4 kroner, så når jeg ikke ville ride, gjorde han alt for, at de skulle komme med på billederne. ’Skal de rejse sig op?’ Spurgte han.

    ’Ja, en af dem’ svarede jeg.

    Han råbte en ordre til en af dem, som derpå modstræbende rejste sig op. Pludselig stod den – meget større end forventet – bag mig. Den savlede, brummede. Kameldriveren gav mig snoren, som holdtkamelen. Han trådte til side. Jeg var alene med Eritreas nationaldyr og ønskede, at de billeder blev taget hurtigt. Vi prøvede også at tage nogle billeder med mig løbende forbi kamelen. En 8-10 stykker blev det til, før vi sagde farvel til kameldriveren, som sikkert ikke var klar over at hans kameler var tiltænkt at skulle illustrere en artikel om ’at løbe med kameler’, som jeg havde i mit hoved. Det viste sig desværre, at billederne var ubrugelige. De var taget i skyggelinjen fra den skarpe morgensol. Den stående kamel dannede silhuet som et Loch Ness uhyre mod en lyseblå himmel, mens jeg stod helt i mørke, så min ellers flotte mørkeblå løbetrøje fremstod sort og dens hvide kantstriber som mørkegrå.

   I 2015 var jeg på en kort tur til Eritrea med min datter. Vi prøvede at gentage forsøget, og en tidlig morgen er jeg og min datter på vej hen til et af de mange åbne markeder i udkanten af Asmara. Her kommer små kamel-karavaner på fem til otte stykker, belæsset med sække eller brænde. Denne gang skal de lykkes, for jeg har tænkt at sende en artikel om løb i Eritrea til Løbemagasinet. Billederne skal være gode. Vi finder en kameldriver med fire-fem kameler, alle stadig belæsset med træ, som sikkert skal sælges på markedet i Asmara. Kameldriveren accepterer at vi tager billederne, men skal 5 kroner. Min datter stiller sig op, og jeg løber frem og tilbage – foran, bagved, forbi – kamelerne. Billederne bliver rimeligt gode. Vi kan se, at kameldriveren er i et stort grin, mens han ser på mig løbe rundt.

Morgenløb

Parat til morgenløb

   Når jeg er i Afrika foretrækker jeg at løbe om morgenen. Og det betyder tidlig morgen. Ved Ækvator står solen op klokken 6 og går ned igen klokken 6 om aftenen. Nord og syd for verdens midte følger solen årstiderne, i syd dog selvfølgelig med modsat fortegn. I Zimbabwe er der varmt i juleferien og koldt i juli. Men selv med de udsving – som slet ikke kan sammenlignes med vore - står jeg altid op med solen, ja – før. For det kan godt være lidt mørkt, når jeg starter ud. Det er med at nyde den behagelige svale luft og glæden ved morgendug. De forsvinder begge hurtigt. Det er som om solen her er hurtigere til at svuppe op over horisonten end i Danmark. En time efter solopgang kan varmen allerede være ulidelig. Hvis jeg løber i en by, er det også godt at kunne undgå den værste morgentrafik, som kan være virkelig slem.

   Morgenerne har en speciel lugt, luften er mere klar end senere på dagen. Der er så stille at man kan høre lyde langt væk fra. Om eftermiddagen oplever man byen i liv. Det er om morgenen man kan mærke dens sjæl. Der er en intimitet – man er en del af byen. Alle de andre morgenduelige, man møder, er også lige vågnet. Det har vi fælles. Der bliver hilst. Om eftermiddagen møder man helt andre mennesker end dem om morgenen, og der er tæt trafik, larm og forurening, så det kan være svært for en løber at komme frem.  Man er til gene, passer ikke ind. Om morgenen er der mere plads til en løber, og der er tit andre morgenløbere – både dem i løbesko, som jeg selv, og så de andre, som skal på arbejde eller i skole og som er lidt for sent på den – eller blot sætter i løb af vane. 

   En typisk afrikansk løbetur starter med, at jeg vågner op ved de første morgenlyde – hanegal, højttaleren fra en moske. Jeg trækker mit myggenet til side, tænder lyset – måske er der ikke elektricitet, så bruger jeg min lygte. Skoene og løbetøjet ligger klart. Det er sjældent, man ikke kan løbe i shorts og en let løbetrøje. Jeg drikker også lidt vand og laver en lille smule opvarmning. Jeg må dog indrømme, at varmen i Afrika – i hvert fald nogle af de steder, hvor jeg løber – får mig til at springe opvarmningen over. Jeg starter bare, løber lidt langsomt i begyndelsen, og det har virket: jeg har haft meget få løbeskader. Og så er jeg på vej – hilser på en vagtmand, en receptionist på et hotel, eller hvem jeg møder lige inden min start. Jeg bliver hurtigt kendt som den mærkelige person, der løber om morgenen, men kommentarerne er altid opmuntrende. En nat-vagtmand ved et hotel, hvor jeg boede i en uge sagde hver morgen: ’Jeg løber sammen med dig i morgen!’ Men det kunne han jo ikke, for han var jo på arbejde.

   Distancerne er som i Danmark mellem 6 og 10 kilometer, måske lidt længere om søndagen. Jeg vil gerne være tilbage, før varmen sætter ind, og solen bliver for skarp. Underlaget er sand, grus, asfalt, fortovsfliser, men ikke så jævnt som i Danmark. Der er huller, rødder, sten, vandpytter, man skal passe på. Og så er der trafikken, som man skal tage sig i agt for. Trafikkulturen er helt anderledes, og man kører jo stadig i venstre side i de gamle britiske kolonier som Kenya, Uganda, Tanzania og Zimbabwe. Udstrækningen efter en løbetur foregår på et sted, hvor jeg ikke har tilskuere – måske endda indendørs, for det kan samle megen opmærksomhed, hvis en svedende hvid mand står alene og fægter som en sprællemand eller forsøger at vælte træer eller en mur. 

Uden løbesko

’Ready – steady – GO!’

En flok skolebørn i forskellige aldre suser afsted, så støvet står omkring dem. Fire drenge og fem piger. Drengene har sandaler på, pigerne er barfodede. De vender ved et stort mangotræ og sprinter tilbage. En høj, langbenet piger kommer først. Det var også hende, der havde sagt, at hun var hurtigst, da jeg inden løbet spurgte dem, om de kunne løbe, og om hvem der var hurtigst. Jeg pegede et andet træ, lidt længere borte.

’Vil I prøve igen?’ Alle nikker

Den store pige vinder igen, nu med en endnu større margin.

    Jeg er i en landsby i Machinga i det sydlige Malawi. Det er 2009, og jeg besøger for første gang det langstrakte land i det sydlige Afrika langs Lake Malawi, Afrikas tredjestørste sø. Jeg var ellers vendt tilbage til Danmark i 2008 med min familie for at blive. Et liv med bøgetræer, leverpostej og TV-julekalender skulle realiseres, mine børn gå i dansk skole og sammen med min kone, lære det knudrede sprog, som jeg også glædede mig til at genhøre og bruge. Jeg glædede mig også til en løbetur i en forårsskov og til Eremitageløbet - ikke mere Afrika!

    I det ideelle job som lærer på en skole i Farum opdager jeg til min rædsel, at jeg ikke kan forstå hvad børnene siger – ’lyserød’ dur ikke, det hedder ’pink’, fortæller de mig. Man skal være ’nice’, drengene kalder pigerne ’luder’. Jeg kan overhovedet ikke fange deres interesse for mine fortællinger. De få løvehistorier, jeg har, får jeg hurtigt brændt af. Der er sket meget i det næsten kvarte århundrede, jeg har været borte. Jeg skal på genoptræning til den nye tids Danmark - genlære    min egen kultur.

    Efter et år opgiver jeg lærerjobbet og bliver ansat som programkoordinator i ADRA, en mellemstor dansk NGO med et hyggeligt kontor i Nærum. Her er der brug for en erfaren udviklingsperson. Jeg er tilbage til noget, jeg har forstand på. Det betyder også gensyn med Afrika – nu ikke for at bo og arbejde, men på korte ture for at tilse projekter, som jeg har ansvaret for. Turene er typisk af 10-14 dages varighed. Landene, jeg skal besøge er nye for mig – Malawi, DR Congo og Sudan. Oplevelsestrangen kommer hurtigt tilbage, og jeg tager afsted glad og forventningsfuld. Løbeskoene er naturligvis med, for jeg er jo vant til at løbe i Afrika. Det kan vel også lade sig gøre i disse ’nye’ lande.

   Og i Malawi har jeg besluttet, at jeg også vil løbe ude i landsbyerne. Det har jeg aldrig gjort, da jeg boede i Tanzania, Eritrea, Gambia og Kenya. Mulighederne var der, og jeg husker en morgen i Mandefera i det sydlige højland i Eritrea. Vi havde en workshop og det var lykkedes at få Robert Chambers til at deltage. Han er nok en af udviklingsbranchens største guruer. Alle har læst hans bøger om de fattiges evne til at analysere deres egen situation ved brug af tegninger og diagrammer i sandet. Mens vi andre lige var vågnet på gæstehuset og forberedte os på morgenmad, var Robert allerede oppe og afsted i shorts og løbesko på en morgenløbetur. Jeg selv løb jo regelmæssigt, men kun i Asmara med udgangspunkt i mit hus og ad kendte løberuter. Robert ser disse morgenløbeture som en vigtig oplevelse af et nyt sted, på en ny måde og derudover en utrolig nydelse. Jeg er fast besluttet på, at jeg nu fremover vil følge hans eksempelvis. Og det har jeg ikke fortrudt. Ligesom jeg selv har Robert haft tanken om at samle indtrykkene fra alle disse morgenløbeture i en bog, men – mener han – ’den vil være lidt af et egotrip, uden interesse for ret mange læsere’.

Forfodsløb

Jeg har længe forsøgt at skifte til forfodsløb. Når man løber meget i Afrika, er det da rimeligt, at man også søger at tillægge sig lidt af afrikanernes løbestil. Men det var svært, syntes jeg. Smertede i musklerne, selv efter et kort løb. Jeg røg ned på hælen igen, hver gang jeg prøvede.

Der skulle en mindre sportsskade til, før det lykkedes. Det startede med at jeg havde fået en øm venstre hæl – noget inflammation i trædepuden, sagde læge og fysioterapeut - ikke, heldigvis, en hælspore. Fysioterapeuten gav mig nogle øvelser for at styrke musklerne omkring hælen, især lægmusklen. Jeg skulle fordoble min tid til udstrækning før og efter løb, og så skulle jeg lave en trappeøvelse mindst to gange om dagen. Den gik ud på, at stå på tæer på kanten af et trappetrin og så vippe op og ned så langt jeg kunne komme og så længe, jeg kunne. Et ben ad gangen. Jeg måtte gerne øge antallet af vipninger og måske også tage vægte i hånden, når jeg havde vænnet mig til det, sagde han.

Jeg gjorde, som han foreslog. Det gjorde ondt i musklerne i starten – næsten som når jeg havde forsøgt forfodsløb. Men jeg blev ved. Jeg vippede og vippede. Med en gel-hælkile i venstre sko og noget sportstape omkring fod og ankel fortsatte jeg med at jogge. Det gjorde stadig ondt i hælen, men jeg kunne udholde det. Muskelsmerterne forsvandt gradvis. Men den smertende hæl irriterede mig, og jeg begyndte at løbe på forfoden for at beskytte den. Smerten forsvandt med det samme, så jeg fortsatte. Det var en mærkelig måde at løbe på, for jeg tog mindre skridt og måtte også ændre løbestilling – en kende mere foroverbøjet. Og det gik langsomt.

Men hellere løbe langsomt uden smerter en hurtigere med. Så jeg fortsatte. En dag, da jeg havde fuldført min 6 km morgenløbetur i Khartoums gader, gik det op for, at jeg nu var blevet forfodsløber! For jeg gennemførte hele distancen uden problemer, noget langsommere end tidligere, men ikke så meget. Mine skridt var blevet længere, min løbestil var simpelthen ændret. Jeg havde gjort de anviste hæløvelser til fast dagligt ritual, så jeg fortsatte med lang tids udstrækning og vippeøvelser før og efter løb.

At løbe på forfoden er nu helt naturligt for mig. Jeg gør ikke andet, selvom hælsmerterne for længst er forsvundet. Mine tider bliver hurtigere, og jeg nyder at løbe på den måde. Jeg løber meget i Afrika, hvor der tit er sandunderlag, eller sand på fortovet eller ude i rabatten på en asfaltvej. Med forfodsløb giver det en sjov svirpende lyd, når foden rammer sandet. Der er et mindre glid fremad i berøringen, som sikkert er godt for fødderne, men også betyder at løbestilen virker mere glidende end mit tidligere hæl-løb.

Hvis man kan komme over begyndersmerterne ved de nye øvelser og problemerne ved at ændre skridtlængde og kropsholdning, er det muligt for alle, som vil, at blive forfodsløber. Dette er ikke baseret på dybere studier og detaljeret indblik i bevægeapparatets fysiologi, blot min egen erfaring. Det er bare med at komme i gang!